Amager Fælleds Venner: Kampen fortsætter trods aftale om at bevare Strandengen

Venner af Amager Fælled nyder i dag sejrens sødme, omend den er bittersød. Der bliver ikke bygget boliger på Strandengen, men stadig på Amager Fælled

Der skal bygges på Amager Fælled. Punktum. Men altså ikke på det grønne frimærke Strandengen, der har været det helt centrale stridspunkt mellem politikere og naturforkæmpere.

Resultatet fra nattens budgetforhandlinger på Københavns Rådhus er blevet godt modtaget hos vennerne af Amager Fælled. Kampen får dog ikke lov til at slutte her, for resultatet har bevist, at politikerne ikke er urokkelige.

Bittersød sejr

Steffen Rasmussen fra gruppen Amager Fælleds Venner har fulgt budgetforhandlingerne på Københavns Rådhus tæt og den aftale der nu er faldet på plads, er en smule bedre en frygtet.

- Personligt frygtede jeg, at man ville holde fast i at bygge både på campingarealet og den sydlige del af fælleden. Nu har man begrænset sig til campingområdet, så det er en lille smule bedre end frygtet, siger han.

Steffen Rasmussen har været en markant stemme i diskussionerne om Amager Fælled helt fra begyndelsen. Sammen med gruppen Amager Fælleds Venner, har han stået i front for bevægelsen mod at bygge på Strandengen og Amager fælled i sin helhed. 

- Vi er glade for at Strandengen holdes fri, men vi er samtidigt kede af, at man ikke kunne fritholde Amager Fælled 100 procent.

Kampen fortsætter

TV-Kogemanden Nikolaj Kirk har demonstreret for Amager Fælled og holdt skarpe brandtaler i kommunalvalgsperioden, hvor striden om Amager Fælled optog mange Københavnske vælgere og partier.

Her skal der bygges på Amager Fælled og i Ørestad. 

For Nikolaj Kirk er dagens udfald forventelig, fordi 'man kunne godt lugte i bageriet, at det nogenlunde ville lande her'. Dog er det et lyspunkt, at den politiske stemning om at bevare Strandengen har manifesteret sig, hvilket ses i ambitionen om nu at frede den mod at af-frede campingområdet.

- Jeg tror, vi er rigtig mange, der er glade for at se, at de mest indædte forkæmpere for at bygge på Amager fælled endeligt har erkendt, at Strandengen skal fredes.

Sejren betragter han som en konsekvens af den store folkelige opbakning, der har været til modstandskampen for Amager Fælled. Det giver mod til at kæmpe videre, så længe der er politisk ambition om at bygge naturen væk.

- Er vi klar over, hvad vi mister, hvis vi bygger på Amager Fælled? Hvis først man bygger naturen væk, er den forsvundet for bestandigt. Vi bliver nødt til at fortsætte med at spørge vores politikere, om de har forstået det.

Både Steffen Rasmussen og Nikolaj Kirk giver udtryk for, at kampen for at bevare hele Amager Fælled, som ifølge dem er en betydelig del af den 'smule natur der er tilbage i Københan', fortsætter.

Er det en realistisk kamp, nattens resultat taget i betragtning?

- Det kan kun tiden vise. Nu er det lykkedes os at redde Strandengen og vi ønsker, at fortsætte den kamp. Vi hedder jo Amager Fælleds Venner og ikke Strandengen Venner, siger Steffen Rasmussen, der er medstifter af Amager Fælleds Venner.

For Nikolaj Kirk er der kun god grund til at forsætte kampen, uanset hvor svært det måtte se ud.

- Da vi startede kampen for Strandengen, var der ikke en journalist eller politiker, der troede, at det var muligt at flytte bare en enkelt mursten. Nu har vi flyttet 260.000 m2 byggeri. Så nu må vi se, hvad vi kan gøre, siger han.

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik