Kæmpefest for gymnasieelever drukner i kritik

En årlig fest for nye gymnasieelever møder hård kritik for at opfordre unge til "uansvarlig druk".

Fredag er det tid til den årlige "puttefest" for gymnasieelever i Dyrehaven nord for København.

Det får direktøren for organisationen Alkohol og Samfund, Peter Konow, til at opfordre unge til at blive væk fra festen, som han kalder "direkte uansvarlig".

- Den er med til at understøtte en kultur blandt unge om, at det er helt normalt, at man drikker sig stiv. Det puster til et i forvejen stort alkoholindtag, siger han.

Udtalelsen kommer blot en uge efter, at formanden for foreningen Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen, tog afstand fra begivenheden.

- Vi opfordrer til, at eleverne undlader at møde op til den type af arrangerede drukfester, skrev hun i en pressemeddelelse.

11 indlagt sidste år

Sidste år førte festen til, at 180 unge besøgte samaritter, og 11 blev indlagt på hospitalet. Én af dem med en promille på fire.

Det er især på det sociale medie Facebook, at gymnasieelever opfordres til at komme til festen. Sidste år dukkede 4000 unge op.

Flere af begivenhederne bruger i beskrivelsen vendinger som "snup en øl eller to hjemmefra", "drik dig i hegnet" og "hvad der sker efter dette kan kun promillen fortælle".

Peter Konow mener, at begivenheden er meget problematisk, og at det derfor er vigtigt at tage drukfester op til debat.

- Det kan ikke være rigtigt, at man kan holde en fest, hvor der sidste år var to mennesker, der endte på intensivafdelingen, og en række andre fik alkoholforgiftning, siger han.

Vil statuere eksempel

Ud over at rette kritik af selve arrangementet, klager Alkohol og Samfund torsdag til forbrugerombudsmanden over et firma bag en af Facebook-begivenhederne. 

Det gør de som følge af vendingerne i beskrivelserne af begivenhederne, som ifølge organisationen bryder markedsføringsloven ved at markedsføre alkohol til unge under 18 år.

Det håber de vil statuere et eksempel og skabe mere ansvar, når der arrangeres fester for unge.

Festen i Dyrehaven finder i år sted fredag 18. august, og flere tusind unge ventes ifølge diverse Facebook-begivenheder at deltage.

/ritzau/

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik