Foto: Scanpix

Politi om ny narko-aktion: Den største fangst nogensinde

Fire mænd fra hovedstadsområdet og en serbisk mand blev anholdt, da politiets Task Force Øst slog til mod kriminelt netværk.

- Det er den største fangst vi har gjort, siden Task Force Øst blev oprettet i 2009.

Lederen af Task Force Øst, politiinspektør Flemming Madsen, er mere end tilfreds over den fangst, som politiet torsdag eftermiddag gjorde, da de slog til mod flere adresser i København og på Københavns Vestegn.

Ved ransagningerne fandt politiet 15 kilo kokain, halvandet kilo heroin, en pistol og tæt på en million kroner i dansk og udenlandsk valuta.

Task Force Øst har i adskillige måneder efterforsket mod et kriminelt netværk, der efter politiets opfattelse er bagmænd til en meget stor og velorganiseret indsmugling og forhandling af narkotika.

Fem mænd i alderen 28-49 år blev anholdt ved aktionen torsdag. Politiet mener flere af dem har tætte relationer til toneangivende medlemmer af bandemiljøet i København. Fire af de anholdte er fra hovedstadsområdet, mens den femte er serbisk mand. 

Og nok er politiinspektør Flemming Madsen glad for resultatet. Men han mener samtidig også, at det er skræmmende at se, at der i Danmark er aftagere til så store mængder narko.

Hvor meget narkoen er værd på gadeplan, vil han endnu ikke give noget bud på. Den er sendt til analyse, så man kan vurdere, hvor ren den er og dermed, hvor meget den ville kunne sælges for på gaden.

Fire af de anholdte skal fredag eftermiddag i grundlovsforhør i Retten i Glostrup. Af hensyn til sagens videre efterforskning vil der blive begæret dørlukning ved grundlovsforhøret.

Politiet udelukker ikke, at der vil ske flere anholdelser i sagen.