Foto: TV 2 Lorry

Julefrokoster og regnvejr forsinker nyt torv

Renoveringen af Damhustorvet i Rødovre trækker ud. Kommunen forventer, at torvet står klar til april.

Damhustorvet i Rødovre skulle efter planen have været indviet i januar måned, men det er ikke sket. Og det kommer heller ikke til at ske lige foreløbig.

Renoveringen er forsinket, og kommunen forventer først, at torvet står klar til april.

Det skriver Rødovre Lokal Nyt.

Til avisen oplyser Rødovre Kommune, at uventet meget regn i efteråret sidste år komplicerede byggeprojektet og førte til forsinkelser.

Derudover valgte kommunen sammen med de erhvervsdrivende at udskyde arbejdet i december måned for at skåne den nærtliggende Damhuskroen, der havde travlt med julefrokoster.

- Stod det til os, havde vi knoklet på for at få ombygningen færdig, men der var et ønske fra de erhvervsdrivende om at skåne Damhuskroen i december måned og det valgte vi at lytte til, siger Jan Kongebro, Socialdemokratiet, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget til avisen. 

03:29

En stor ombygning - bl.a. ved Damhustorvet i Rødovre - har ramt flere af de forretningsdrivende hårdt. I indslaget her, der stammer fra september sidste år, fortæller de erhvervsdrivende ved Damhustorvet, hvordan ombygningen påvirker deres omsætning.

Luk video

FAKTA: Renovering af Damhustorvet

  • Arbejdet på Damhustorvet gik i gang maj 2017 og skulle efter planen have stået færdig i december.
 
  • Den næste etape på Roskildevej fra Damhustorvet til og med krydset ved Veronikavej skal nu projekteres. Anlægsarbejdet er planlagt til at gå i gang i foråret 2018.
 
  • Der er i alt fem etaper på strækningen, der bliver renoveret, fra Damhustorvet til Tårnvej.
 
  • Den første etape med Damhustorvet koster i alt 31,4 mio. kroner. Heraf betaler ejeren af Damhuskroen 2,8 mio. kroner gennem en frivillig udbygningsaftale med kommunen.


Kilde: Rødovre Kommune