John er sur på Coop-app: Varer er dyrere for os uden internet

En flæskesteg fra Kvickly har fået John Julin fra Helsinge til at gå i kamp for tilbud uden internet.

69-årige John Julin fra Helsinge faldt forleden over et 'julekup' i ugens tilbudsavis fra Kvickly: En flæskesteg nedsat fra 149 til 99 kroner. 

Der var bare ét problem: Rabatten kunne kun opnås med Coops medlemsapp eller ved at logge ind på deres hjemmeside. Og John Julin er hverken ejer af en smartphone eller en computer. 

Nu lyder hans spørgsmål: Kan det virkelig passe, at de, der ikke er 'gået digitalt', er udelukket fra tilbudsgoderne?

'Der skal være lige ret for alle'

quote Jeg bliver sur over, at det skal være sådan i dagens Danmark, at man skal have elektroniske midler for at handle tilbud i et supermarked.

John Julin, forbruger

- Jeg bliver sur over, at det skal være sådan i dagens Danmark, at man skal have elektroniske midler for at handle tilbud i et supermarked, siger John Julin til TV 2 Lorry. 

Udover at være en forarget kunde, er han også tidligere salgschef i Toms. 

- Jeg kender til den her branche, så det er derfor, sagen betyder noget. Der skal være lige ret for alle, mener han.

På den baggrund har John Julin også handlet på sin følelse af uretfærdighed.

Han fortæller, at han har kontaktet både Coop, Forbrugerrådet Tænk og sågar Ombudsmanden. 

Forbrugerrådet TÆNK oplyser torsdag, at de har fået 5 - 10 henvendelser om appen i løbet af den sidste uges tid, men de havde ikke mulighed for at give yderligere kommentarer til sagen.

John Julins tilbudsavis fra Kvickly byder på gode tilbud - men kun digitalt.
John Julins tilbudsavis fra Kvickly byder på gode tilbud - men kun digitalt.
Foto: Privatfoto

Coop: 'Det er helt bevidst'

quote Det er ligesom hvis man vil have et søndagstilbud og ikke handler på en søndag.

Jens Juul Nielsen, informationsdirektør, Coop

Coop bekræfter, at de har lanceret en række tilbud gennem december, som kun er til de Coop-medlemmer, der downloader en app eller logger ind på deres hjemmeside.

- Vi har lavet de her tilbud for at få folk til at hente vores app. Det er helt bevidst. Og det har virket, siger informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, til TV 2 Lorry.

Men kan du forstå, hvis der er kunder, der er frustreret over at blive ekskluderet fra nogle tilbud?

- Jeg har forståelse for synspunktet, men sådan er det, svarer Jens Juul Nielsen.

- Vi har fået flere henvendelser, men det er en meget lille andel af befolkningen, der ikke har internet. Det er ligesom hvis man vil have et søndagstilbud og ikke handler på en søndag.

Der er derfor ikke udsigt til, at COOP vil ændre på adgangen til tilbuddene.

Skaber debat på Facebook

På COOP's Facebook-side er der dog opbakning til John Julins synspunkt. 

I et opslag, hvor COOP undskylder over forsinket varelevering, er der flere af brugerne, der også benytter tråden til kommentarer om deres app: 

- Hvorfor er det ikke tilstrækkeligt at have et medlemskort, som altid har været tilstrækkeligt tidligere. Hvis det er et forsøg fra COOP's side på at binde kunderne fastere til COOP, er jeg bange for, at det kommer til at virke modsat, og at det jager kunderne i armene på konkurrenterne, skriver Ebbe Nielsen blandt andet. 

- Gammel kunde i Coop. Gammel telefon. Ingen pc. Dropper coop, lyder det kort og kontant fra Eva Lund Madsen Kristensen.

Andre brugere tager dog appen i forsvar:

- Der er mange steder, hvor du sparer, hvis du bruger firmaets apps - sådan er det!! Og hvad så?? skriver Lisbeth Weichel Dahl. 

Nægter at lade sig tvinge

John Julin har dog ikke opgivet endnu. Og han kommer i hvert fald ikke til at lave nogle digitale investeringer.

Men nogen ville nok mene, at tiden er sådan, at man skal bruge en smartphone eller en computer?

- Jeg kan ikke se, at jeg skal være tvunget til at bruge flere tusinde kroner på en smartphone eller computer. Jeg gider ikke give 3-4000 for at få 50 kroner i rabat, lyder svaret.

- Det, jeg håber på at få ud af det, er, at alle mennesker kan købe ind på lige fod, konkluderer han.

 

 

 

 

 

 

 

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Forbrug

Frelsens Hær

playRekordmange har søgt om julehjælp i år - men Frelsens Hær mister vigtig indtægtskilde

indbrud i vinhandel kokkedal

Vinhandler fik stjålet for flere millioner kroners champagne i spektakulært indbrud

Black Friday

Guide: Sådan får du mest ud af Black Friday

Onlinehandel Black Friday

Advarsel før Black Friday - sådan undgår du at blive snydt på nettet

Gribskov

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere