It-udstyr for millioner samler støv på skolerne

Der står flere og nyere computere end nogensinde i danske skolers klasselokaler. Danmark ligger nemlig helt i top når det gælder investeringer i it-udstyr i skolen. Men lærerne udnytter langtfra de mange muligheder, som det dyre udstyr giver, viser en ny undersøgelse, som Det nationale forskningscenter DREAM og Nationalt videnscenter for læremidler offentliggør i morgen. Det skriver Politiken Søndag.

Den nye undersøgelse viser samme ringe
udnyttelsesgrad som en tilsvarende undersøgelse fra 1995. »Bøger
og tavlen er stadig de foretrukne værktøjer i de danske skoler,
og når it anvendes, udnyttes mediets mange muligheder slet
ikke«, siger professor Kirsten Drotner fra Syddansk Universitet,
som er en af forskerne bag rapporten, til Politiken.

»Vi ser stort set ingen ændring i måden, eleverne tilegner sig ny viden på. Det er tankevækkende, at det står så ringe til, og også overraskende, at lande som eksempelvis Norge, Canada og England er langt foran Danmark på det her felt«, siger hun til
Politiken.

I undersøgelsen er et stort antal dansk- og
matematiklærere fra folkeskolens 8. klasser og fra gymnasier
blevet spurgt, hvilke undervisningsmidler de bruger i timerne.
52 procent af dansklærerne og 77 procent af matematiklærerne
anvender aldrig hjemmesider i undervisningen.

Tilsvarende bruger
59 og 78 procent af lærerne aldrig digitale av-materialer. Når
det gælder den nye generation af web 2.0 tjenester - f.eks.
blogs, wikis og fildelingstjenester - er andelen af ikke-brugere
helt oppe på 89 og 99 procent.

Formand for skolelederne Anders
Balle opfordrer sine medlemmer til at gå meget mere kontant til
værks. Lærerne skal tvinges til at sætte sig ind i de mange
digitale undervisningsprogrammer og bruge dem.»Der er en tendens
til, at det skal være sådan lidt frivilligt.

Det skal det måske
i en fase, men den skal være så kort som mulig. For man får
først de sidste med, når det næsten bliver en
tvangsforanstaltning«, siger han til Politiken