Ingen oprydning på arsen-grund

Region Hovedstaden konkluderer, at der ikke er akut fare for udvaskning af miljøgiften arsen til Esrum Sø fra Collstrup-grunden ifølge Frederiksborg Amts Avis.

Det giftige stof arsen løber ikke via grøfter og vandløb ud i Esrum Sø. Sådan lyder konklusionen i en netop afsluttet undersøgelse fra Region Hovedstaden, der ikke vil foretage sig yderligere.
- Vi har over en periode på et år fulgt arsen-udvaskningen meget tæt ved direkte målinger i grøfter og vandløb. Resultaterne viser, at udvaskningen til søen er på niveau med den naturlige baggrundsbelastning med arsen i området. Godt nok siver der årligt et kilo arsen ud i grøfter og vandløb, men det bliver bundet i slam og jord, så vandløbene ikke transporterer arsen videre til søen, siger Jørn Gettermann, miljødirektør i Region Hovedstaden.
På Collstrup-grunden syd for søen blev der fra 1936-1976 anvendt arsen og tungmetaller til imprægnering af træ og tømmer. Produktionen efterlod 35 tons arsen, fem tons krom og syv tons kobber, og siden lukningen har et seks hektar stort område været lukket af for offentligheden. Vurderingen er at det vil koste et trecifret millionbeløb at fjerne forureningen. Der har tidligere været udarbejdet teoretiske beregninger af, hvor meget arsen der via grøfter og vandløb havnede i søen, og da tallet tre til seks kilo årligt ramte medierne for to år siden, besluttede Region Hovedstaden at tage gummistøvlerne på og få foretaget en egentlig måling af udvaskningen til grøfter og vandløb.
- Nu har konkrete målinger i vandløbene altså givet et præcist billede af situationen, og de viser, at der ikke er akut fare for udsivning af arsen til Esrum Sø. Derfor vil vi ikke tage yderligere skridt, siger Jørn Gettermann.