Foto: TV2/ Lorry

Industrien kan opvarme hver tredje husstand i Køge

Hver dag går enorme mængder varmeenergi til spilde på Køges største virksomheder. I et nyt erhvervssamarbejde, der er næsten uden fortilfælde i Danmark, vil fire af Køges største virksomheder indgå i et fælles projekt med fjernvarmeselskabet VEKS og Køge Erhvervsservice. Det skriver DAGBLADET Køge.

Målet er at indsamle og koncentrere spildvarmen fra produktionen af pek

tin, trykfarve og gulvplanker og kanalisere den gennem fjernvarmenettet ud til Køges husstande. For virksomhederne vender det en udgift til en indtægt, og for VEKS betyder det mindre behov for fyring med andre typer brændstof. Ifølge VEKS' foreløbige skøn er potentialet enormt.

- Til sammen vil de fire virksomheder formentlig kunne levere en tredjedel af Køges årlige varmebehov, vurderer Jens Brandt Sørensen, projektudvikler, VEKS overfor avisen.

Køge Erhvervsservice er tovholder på projektet, der er inspireret af industrisymbiosen i Kalundborg, hvor flere store industrivirksomheder samarbejder om råstoffer og affaldsprodukter.