Hver tredje skole i København må aflyse timer

Mangel på ressourcer og lærervikarer får hovedstadens skoler til at aflyse timer i de store klasser.

Matematiklæreren er syg - der er ingen vikar. Den melding må
mere en tredjedel af de københavnske folkeskoler i løbet af hver
måned give eleverne i 8.-10. klasse. Det viser en undersøgelse,
som Politiken har foretaget blandt 53 skoler i Københavns
Kommune. Ud af de 45 skoler, der har svaret, oplyser 16, at de
er nødt til at aflyse timer af og til. 16 skoler har desuden
oplyst, at de har timer, hvor en lærer må tage sig af to
klasser, når kollegaerne lægger sig syge, og det ikke er muligt
at finde en vikar. Tallene overrasker Thomas Damkjær Petersen,
formand for Skole og Samfund, der er en sammenslutning af
landets skolebestyrelser. Han frygter, at børnene ikke når de
undervisningsmål, der er sat. »Det lyder af alt for mange. På
langt de fleste skoler har man planlagte undervisningsforløb,
som man skal gennemføre, hvor vikaren kan gå ind og bidrage. Der
er ikke råd til så mange aflysninger, hvis børnene skal lære
det, de skal«, siger han til Politiken. Thomas Damkjær Petersen
har forståelse for, at man må aflyse en enkelt time hist og her,
når eksempelvis fysiklæreren er syg, og der ikke er en kompetent
vikar ledig, men 2-5 aflyste timer om måneden, som flere skoler
har svaret, er for mange, og løsningen bør ikke være at bede en
lærer om at holde øje med to klasser på en gang.»Én klasse er
tilstrækkeligt i forhold til at nå hele vejen rundt og foretage
indlæring og undervisningsdifferentiering. Når en lærer skal
forlade sin egen klasse, forstyrrer det undervisningen, så to
klasser faktisk bliver berørt af det. Det er bedre end en
aflysning, men det skal ikke være noget, man opererer fast med -
det skal absolut være en nødløsning«, siger Thomas Damkjær
Petersen. Ifølge skolerne er årsagerne til den manglende
vikarbesætning for få ressourcer på vikarkontoen og mangel på
arbejdskraft. For få penge til vikarerHøjdevangens Skole på
Amager har små 700 elever og er blandt de skoler, der til tider
må aflyse timer eller bede deres lærere om at holde øje med to
klasser på samme tid. »Vi har problemer med at få vikarbudgettet
til at hænge sammen, fordi det ikke stemmer overens med de
lærere, der er fraværende. Kommunen afsætter ikke midler nok
til, at vi kan have et vikarbudget, der matcher virkeligheden«,
siger souschef Lise Ammitzbøll, som i gennemsnit har to vikarer,
der kan dække ind, når der opstår sygdom, kursus eller andet
lærerfravær.Flere skoleledere påpeger desuden, at den generelle
mangel på arbejdskraft er slået igennem blandt lærervikarerne.
»Arbejdsmarkedet er ikke sådan, at vikarer hænger på træerne, og
af og til er det sådan, at alle vikarer er brugt, fordi der er
mange lærere syge, og man ikke kan finde en ledig vikar eller
lærer«, siger Lise Ammitzbøll. I Københavns Lærerforening er
formand Jan Trojaborg ikke overrasket over omfanget af skoler,
der aflyser timer. Det matcher niveauet meget godt i de »senere
år«, siger han uden dog at give udtryk for, at det er
tilfredsstillende - tværtimod. Men kommunen ligger som den har
redt, mener han.»Hvis vi kigger 15 år tilbage, havde vi tre
gange så mange lærermidler, som vi har i dag. De er blevet
barberet i det ene budgetforlig efter det andet, og så kommer
man i en situation, hvor man af og til mangler. Det er et
politisk valg, og det må politikerne jo så forklare forældrene«,
siger Jan Trojaborg. Effektive systemerI stedet for at sætte
snuden op efter flere penge fra kommunen anbefaler Københavns
Lærerforening skolerne at lave lærerteams på alle klassetrin for
at afhjælpe vikarproblemet. Der findes i dag to modeller for
lærerteams. En model, hvor gruppen af lærere omkring en årgang
samarbejder om undervisningsforløb uden at dække hinanden ind
ved sygdom, og en anden model, hvor der er afsat rådighedstimer
til at dække hinanden ind ved sygdom. »Det viser sig i praksis,
at de steder, hvor man har vikarmidlerne inde i lærerteamet, der
dækker man hinanden ind, og det fungerer rigtig godt«, forklarer
Jan Trojaborg.Ifølge Københavns Lærerforening har kun cirka 20
procent af de københavnske skoler lærerteams, der dækker
hinanden ind ved fravær.