Hvad gør 24 øl dagligt? Vi tester, om man bliver fed på festival

To festivaldeltagere er blevet målt og vejet både før og under Roskilde Festival, så vi kan se, hvad seks dages fest egentlig gør ved kroppen.

04:10

Video: Frederik Alexander Vording - TV2 Lorry

24 dåseøl. En halv pose chips. Biksemad og spaghetti. 

Det er, hvad Alexander Kloster Hass har indtaget på sin første lørdag på Roskilde Festival, hvor han har øl-bowlet fra en campingstol, danset ved et stort hjemmebygget musikanlæg og hørt rapmusik ved Countdown-scenen. 

Og hvad gør det så egentlig ved kroppen, når man gør det hver dag i en uge?

TV 2 Lorry og lægen Jerk W. Langer har testet, om de mange genstande sætter sig på kroppen og bringes med hjem fra smatten - eller om man faktisk ryster dem af sig til koncerterne. 

Og vi skal understrege, at der er tale om et reelt forsøg:

- Vi kan egentlig godt sammenligne det at tage på festival med at sidde på en motionscykel henne på McDonald's, siger Jerk W. Langer til TV 2 Lorry.

- Én ting, som de fleste nemlig oplever på en festival, er, at de bevæger sig meget mere end normalt. Med en skridttæller har jeg selv målt, at jeg går omkring 20.000 skridt om dagen på en festival. Og det er en god ting, som beskytter os mod de skader, vi udsætter os selv for. Ikke mindst druk, røg og forstyrret søvn, forklarer han. 

Jerk W. Langer understreger, at man ikke skal være bekymret for at tage en uge på festival, for der er ikke belæg for, at det ødelægger kroppen på lang sigt.

En hovedregel er dog, at det tager kroppen cirka dobbelt så lang tid at komme sig, som det har taget at ødelægge den. Så regn med to ugers restitution efter en uges festival. 

Jerk W. Langer har foruden at skrive en bog om inflamatorisk kost, '21 helbredende dage', deltaget som vært i TV 2's program 'En kur der dur'. Foto: Frederik Alexander Vording - TV2 Lorry

Sådan gør vi

Vi har allieret os med festivalgængerne Alexander Kloster Hass og Katinka Borregaard på henholdsvis 24 år og 20 år.

Begge er blevet vejet på en særlig vægt lørdag, før de tog afsted til campingområdet på Roskilde Festival. De er blevet vejet igen fredag, seks dage efter. 

Vægten viser, hvor meget fedt og muskelmasse de har i kroppen.

Desuden giver den et kvalificeret bud på, hvor meget indvendigt fedt, de har i maven, og så beregner den en såkaldt metabolisk alder ud fra deres fedtprocent, muskelmasse og køn. 

Jerk W. Langers erfaring er, at resultaterne - altså forskellen mellem første vejning og anden vejning - er ganske præcise.

Han måler dog også forsøgspersonerne om livet med et målebånd, så vi kan se, om de faktisk vokser på maven i løbet af ugen. 

- En tommelfingerregel er, at hvis man tager et kilo på, så vokser man en centimeter på maven, siger han.

- Men det, vi først og fremmest kigger efter, er, om de hober fedt op inde i maven. Altså ikke bare det, som vi kan gribe fat i, men det der gemmer sig mellem tarmene og i leveren. Når man drikker meget alkohol, forstyrrer man nemlig sit stofskifte og hober ofte fedt op. På kort sigt mærker man det som tømmermænd og træthed, men på sigt ville man få en fedtlever eller en skrumpelever, siger han.

Både Alexander og Katinka er rutinerede festivalgængere. Men de dyrker motion flere gange ugentligt og er i god form før årets festival. Foto: Frederik Alexander Vording - TV 2 Lorry

God form før festival

Alexander Kloster Hass og Katinka Borregaard er begge i eksemplarisk form, da Jerk W. Langer vejer dem første gang. 

Mens Katinkas fedtprocent på 26,6 er gennemsnitlig for en kvinde i hendes alder, så er Alexanders på 12,8 procent i den lave ende.

En gennemsnitlig mand på 24 år bør have en fedtprocent på mellem otte og 19 procent, mens en kvinde på 20 år bør ligge på mellem 21 procent og 33 procent. 
 
Begge har ifølge vægten desuden ikke meget fedt omkring deres organer. 

De dyrker da også begge motion, hvorfor de har mange muskler i kroppen. Det kan betyde, at de kan tåle at spise og drikke mere, fordi kroppen forbrænder mere energi - selv i hviletilstand.

Til gengæld vil en uges festival også være lidt af en omvæltning for deres krop:

- Jeg har en forventning om, at hvis de unge mennesker virkelig går til den, spiser en masse junkfood og sover dårligt, så kan vi se det på vores data, når ugen er omme. Og de kan også føle det, hvis vi spørger dem, hvordan de har det, siger Jerk W. Langer, da vi besøger ham til første vejning. 

Første vejning - udgangspunktet før festivalen

Alexander Kloster Hass:

Vægt: 81,2 kilo
Fedtprocent: 12,8
Fedt i kilo: 10,64 kilo
Muskelmasse: 67,3 kilo
Vægtens angivne alder: 12 år
Mål om livet: 80 centimeter

Katinka Borregaard, 20 år:


Vægt: 60,6 kilo
Fedtprocent: 26,6

Fedt i kilo: 16,1 kilo
Muskelmasse: 42,2 kilo
Vægtens angivne alder: 18 år
Mål om livet: 75 centimeter

Se mere

Hård uge for kroppen

Og man må sige, at både Katinka Borregaard og Alexander Kloster Hass går til den i løbet af ugen. 

Alexander har i snit drukket omkring en ramme øl dagligt, hvilket svarer til cirka 150 øl mellem de to vejninger. 

Katinka har drukket en smule mindre. Hun har nået at indtage 16 genstande i døgnet fordelt på både øl, vin, shots og drinks. 

Maden har for Alexanders vedkommende bestået af en del burger og pomfritter, mens Katinka har spist mest rugbrød - men også chips og pomfritter. 

Søvn har ingen af dem fået meget af. De har sovet mellem tre og seks timer i døgnet - afbrudt af støj, stønnelyde og musik. 

Og det er faktisk også noget, som man normalt kan se på vægten:

- Det at man bliver forstyrret om natten, det gør, at man i højere grad begynder at spise sukker, salt og fedt. Og så begynder man også at spise mere. Dårlig søvn er altså lig med, at man gør kroppen mere betændt, og man hober ofte fedt op inde i maven, forklarer Jerk W. Langer. 

Både Alexander og Katinka har gået op mod 17.000 skridt hver dag under Roskilde Festival, hvilket er mere end normalt.  Foto: Frederik Alexander Vording - TV 2 Lorry

Mere fedt og færre muskler

Resultatet fredag - seks dage efter starten - afspejler da også livsstilen. 

Man må konstatere, at vægten fortæller os, hvad lægen forventede - og så alligevel med en krølle på halen.  

For Alexander Kloster Hass har faktisk tabt sig 200 gram på festivalen.

Hvad, vægten fortæller os, er dog, at han har taget 700 gram på i fedt, mens han omvendt har tabt næsten ét kilo muskelmasse. 

Det er altså ikke, fordi Alexander er kommet sundere hjem fra festival. 

Katinka Borregaard har kun taget 200 gram på over seks dages festival, hvilket vidner om, at hun i gennemsnit er gået 17.000 skridt dagligt. 

Det er dog ingen grund til at ånde lettet op, for vægtens tal viser også i hendes tilfælde en anden grim historie. 

Hun har taget præcis ét kilo fedt på, mens hun omvendt har tabt 700 gram muskler. 

Anden vejning - efter seks dages druk

Alexander Kloster Hass:

Vægt: 81,0 kilo (-0,2 kilo)
Fedtprocent: 13,7 procent (+0,9)

Fedtmasse: 11,1kilo (+0,7)
Muskelmasse: 66,4 kilo (-0,9)
Vægtens angivne alder: 13 år (+1)
Mål om livet: 81 cm (+1)

Katinka Borregaard:


Vægt: 60,8 kilo (+0,2)
Fedtprocent: 28,2 procent (+1,6)
Fedtmasse: 17,1 kilo (+1)
Muskelmasse: 41,5 kilo (-0,7)
Vægtens angivne alder: 20 år (+2)
Mål om livet: 78 cm (+3)

Se mere

Ældes flere år på en uge

Jerk W. Langer understreger igen, at der ikke er grund til panik. Men det, vi ser, er, at både Katinka og Alexanders krop er mærket af festivalen og deres kostvaner. 

Der skal ikke mere end få dage til, før kroppen har forandret sig væsentligt.

- Selvom Alexander har tabt sig, når han stiller sig på vægten, så kan man se, at han har tabt muskelmasse men taget på i fedt, og det er altså en dum måde at tabe sig på, siger Jerk W. Langer. 

- Jeg kan se, at han har taget en centimeter på rundt om livet, og det er altså, fordi fedtet har sat sig der. Vægten fortæller mig desuden, at han er blevet ét år ældre på kun én uge, siger han. 

Og det samme kan man faktisk konstatere med Katinka.

- I løbet af den seneste uge er der sket nogle ret voldsomme forandringer i Katinkas krop. Hun er blevet tre centimeter større omkring maven. Og endelig skønner maskinen, at hun er blevet to år ældre på blot én uge, siger Jerk W. Langer. 

- Jeg synes, at når man kommer hjem fra Roskilde Festival, så skal man sørge for at afgifte kroppen. Det vil sige undgå alkohol. Leveren har brug for at restituere. Og så skal man sørge for at spise ordentlig mad. Det vil sige grøntsager, rugbrød, fisk og alle de kedelige ting. Så skal kroppen nok komme sig, siger han. 

Jerk W. Langer er ikke festivalforskrækket og har selv været afsted. Her ses han på Roskilde Festival i 1980. Foto: Privat

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik