Hurtigere internet kan give milliardvækst

Hvis Danmark skruer op for hastigheden på internettet, venter en gevinst på op mod 114 milliarder kroner, skriver Politiken fredag. Det er konsulentbureauet Copenhagen Economics, der har foretaget beregningerne for Dansk Energi, som fremlægger tallene i dag til en høring på Christiansborg.

»Vi kan se fra andre lande, at når man hæver hastigheden på internettet, sker der er en stor fremgang i både produktivitet og vækst«, siger Sven Torp Jespersen, seniorøkonom hos Copenhagen Economics til Politiken.

Spørgsmålet om højere bredbåndshastighed rammer ned i kernen af den debat om Danmarks økonomiske fremtid, der foregår i denne tid - for eksempel i regeringens Vækstforum, der mødes i dag.

For et år siden nedsatte videnskabsministeren Højhastighedskomiteen, der skulle komme med anbefalinger til, hvordan Danmark kan udvikle sig til et højhastighedssamfund med adgang til lynhurtig internet. Komiteen har vurderet, at det er muligt at gøre den gennemsnitlige internethastighed otte gange hurtigere i 2013 i forhold til 2008. Det er på den baggrund, Copenhagen Economics har lavet sine beregninger.

Hvis den digitale infrastruktur bliver forbedret, vil man kunne gøre arbejdstiden langt mere effektiv, forklarer Sven Torp Jespersen. Han peger over for Politiken på, at det vil være muligt at skære rejsetid væk, da meget i stedet vil kunne klares via videokonferencer. »Hastigheden på internettet spiller ind i hele erhvervslivet. Men det er særligt i informations- og kommunikationsbranchen, man vil kunne se effekterne. Man kan få nogle langt mere effektive måder at arbejde på, som vil give stigninger i produktiviten«, siger han til Politiken.

Ved at flytte trafikken fra vejene og over på internettet bliver en forbedring af nethastigheden også en gevinst for miljøet. Copenhagen Economics vurderer, at en ottedobling af internethastigheden vil give en CO2-besparelse på syv procent i forhold til at nå Kyotomålsætningen om at skære 20 procent af landets CO2-udslip.

Men at gøre Danmark til et højhastighedssamfund er mere end bare en teknologisk løsning, lyder det fra Erik Bonnerup, der var formand for Højhastighedskomiteen.

»Situationen er i dag, at vi ikke udnytter den hastighed, vi allerede har. For hver dag der går, bliver afstanden større, mellem det vi kan med den nuværende teknologi, og det vi rent faktisk udnytter. Det giver ikke mening at bruge en masse penge på at sætte hastigheden i vejret, hvis vi alligevel ikke udnytter det«, siger Erik Bonnerup til Politiken.