Foto: TV2/Lorry

Hovedstaden sætter boligprisen mindst ned

Boligsælgerne i hovedstaden er mindre tilbøjelige til at sætte priserne ned end i resten af landet.

Mens boligsælgerne i region Sjælland høvler de største lunser af prisen, er de lidt mere karrige med prisnedslag i hovedstaden.
En ny undersøgelse fra Bolig.dk viser, at man i hovedstaden nøjes med en gennemsnitlig prisnedsættelse på 9,84 procent i forhold til den oprindelige udbudspris.
På Sjælland derimod bliver priserne sat ned med 14 procent, hvilket svarer til et nedslag på over 400.000 kroner for en bolig til tre millioner kroner.
- At region Hovedstaden sætter prisen mindst ned kunne være en indikation af, at man simpelthen har mindre luft i budgettet til prisnedsættelser her, siger direktør i Bolig.dk Michael Eggert.
Til sammenligning sætter sælgere i region Nordjylland i gennemsnit prisen ned med 11,05 procent, region Syddanmark med 10,58 procent og sælgere i region Midtjylland med 10,08 procent.
Undersøgelsen viser også, hvor stor en andel af det totale antal boliger til salg i regionen, der gives afslag på.
I region Nordjylland er der givet prisnedslag på cirka 32 procent af boligerne til salg, mens næsten halvdelen af alle boliger til salg i region Sjælland er blevet sat ned i udbudsperioden.
- Noget kan tyde på, at boligsælgere i Nordjylland i de fleste tilfælde rammer en korrekt udbudspris sammenlignet med de andre regioner. Eller også er det bare et udtryk for, at nordjyderne har mere is i maven og tager sig den tid, der skal til for at sælge boligen til prisen, siger Michael Eggert.