Skolebørnene fra Høje Taastrup var meget spørgerlystne til dagens demokrati-event. Foto: TV 2 Lorry

02:40

"Som barn kan det være svært at forstå, hvad et demokrati egentligt er for en størrelse. Derfor havde Høje Taastrup kommune idag inviteret kommunens børnehavebørn forbi - for forhåbentligt at gøre dem lidt klogere på demokratiet."

1 af 2

Høje-Taastrup leverer demokrati i børnehøjde

Som barn kan det være svært at forstå, hvad demokrati egentligt er. Derfor havde Høje-Taastrup Kommune i dag inviteret børnehavebørn forbi.

Hvordan stemmer man? Hvad kan man blive, når man bliver stor? Hvordan vil man gerne have, at ens skole ser ud?

Det var nogle af de ting, som godt 150 børnehavebørn fra Høje-Taastrup skulle prøve af, da de i dag lagde vejen forbi rådhuset til ”Demokrati i børnehøjde”. Og selvom børnene måske ikke helt forstår betydningen af demokrati endnu, så arbejder de med de sammen principper hver dag i børnehaven.

- Sammen med børnene arbejder vi ud fra den tankegang, at vi er flere om at bestemme. Der er ikke kun én, der bestemmer. Deri har de også indflydelse på, hvad de må bestemme, f.eks. hvor de må lege henne og med hvem. De er også med til at stemme om, hvilken bog der skal læses op fra, når der bliver uddelt frugt, siger Mette Kvistgaard, pædagog i børnehuset Universet, til TV 2 Lorry.

Jeg tror, at jo før man kan give børnene en fornemmelse af værdien af demokrati – desto bedre

Michael Ziegler, Borgmester, Høje Taastrup, Kons.

Høje-Taastrup Kommune har i en årrække arbejdet med demokrati for skolebørn - i november afholdt man således for 9. gang Børnerigsdag, hvor elevrepræsentanter fra skolerne overtager byrådssalen for en dag og fordeler 100.000 kr. til projekter og aktiviteter på skolerne. Det er dog første gang, at man invitere de mindste indenfor. 

Læs også Flere flygter fra Den Korte Avis: "Uhørt angreb på ytringsfriheden”

Borgmester i Høje-Taastrup kommune, Michael Ziegler (Kons.), håber at dagen kan være med til at give børnene en forsmag på det danske demokrati.

- Vi håber på, at de kan få en fornemmelse af, hvad demokratiet er. Jeg synes, at vi lever lidt i en tid, hvor vores demokrati en gang imellem er lidt udsat for prøvelser, så jeg tror, at jo før man kan give børnene en fornemmelse af værdien af demokrati – desto bedre, siger Michael Ziegler. 

Tilslutningen til arrangementet har været så stor, at man ikke kunne huse alle institutionerne i dag. Derfor bliver der afholdt endnu en demokrati-dag i januar. Borgmesteren håber da også på, at det bliver en tradition, man kan gentage i fremtiden.

- Umiddelbart synes jeg, at det har været en så stor succes, at vi skal kigge på om det ikke er værd, at gentage næste år, afslutter Michael Ziegler.