Foto: Jon Jensen / TV 2 Lorry

Hjemløse-antallet eksploderer i Nordsjælland

Antallet af hjemløse i Nordsjælland er eksploderet i de sidste par år. Søndagsmagasinet sætter fokus på problemet.

32-årige Jon Jensen er hjemløs og opholder sig i Nordsjælland - nærmere bestemt Helsingør Kommune. De sidste seks måneder har han boet på et pensionat i Hornbæk. De sidste fem år har han drømt om at få sin egen bolig.

- Det er selvfølgelig rart at have et sted at sove, men det er også hårdt at bo et sted, hvor alle er i nød konstant, og hvor rigtig mange vælger at sætte sig ned og drikke øl. Det løser jo ikke nogle problemer, siger Jon Jensen til TV 2 Lorry.

Antallet af hjemløse i netop Nordsjælland er eksploderet i de sidste par år. Hvor stigningen af hjemløse på landsplan ligger på omkring fem procent, så er stigningen i Nordsjælland helt oppe på 25 procent. Det viser en analyse, TV 2 Lorry har foretaget.

- Folk i Nordsjælland har altid opfattet sig selv som nogle, der ikke har hjemløse. Det her er de riges område, og derfor har man vendt det blinde øje til, lyder det fra Ask Svejstrup, der er leder af de hjemløses landsorganisation SAND.

Jon Jensen er hjertekarsyg og fik allerede som 27-årig sin første blodprop. Han har også fået diagnosticeret en skizotypisk lidelse. Alligevel er det aldrig lykkedes ham at få den hjælp fra sine sagsbehandlere, som han har brug for.

- Jeg er virkelig ikke ude på at pege fingre af nogen, men jeg møder bare meget ofte en mistro til, at min situation er så sort som den er - og en generel holdning om, at jeg burde kunne klare mig selv. Men det kan jeg ikke. Det kan jeg sgu ikke. Og jeg frygter at det ender med, at jeg også sætter mig og drikker øl, siger Jon Jensen.

Hør mere om de hjemløse i Søndagsmasinet på TV 2 Lorry 20. september klokken 19.30.