Foto: TV2/Lorry

Hjælp til ledige efter et jysk forbillede

Hillerøds byrådspolitiker Tue Tortzen vil have kommunen til at oprette job til de personer, som står til at miste retten til dagpenge efter nytår. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Hillerød Kommune kan godt gøre mere for de mange personer, der efter nytår står til at miste dagpenge. Det mener byrådsmedlem Tue Tortzen (Fælleslisten), som vil have Hillerød til at efterligne kommuner som Frederikshavn.

I den nordjyske kommune har et flertal i arbejdsmarkedsudvalget besluttet at oprette en række kommunale job til de ledige, som mangler 10 ugers arbejde for at få ret til en ny omgang dagpenge.

Der var i sidste uge 298 Hillerød-borgere, der stod til at miste deres dagpenge inden for det næste halve år.

De knap 300 arbejdsløse vil Tue Tortzen have kommunen til at hjælpe. Eksemplet fra Frederikshavn er et godt bud på, hvad man kan gøre for de udsatte langtidsledige.

Pengene kommer retur i form af skatter og købekraft

- Man skal være klar over, at pengene til de flere job kommer ind igen som skat og også, når folk kan få penge til at købe flere ting ind, forklarer Tue Tortzen, der ikke har et konkret bud på, hvor mange penge de kommunale stillinger vil koste.

Han mener ikke, at regeringens akutpakke og ekstra tilskud til flere konsultationer og mere hjælp til jobsøgningen hjælper det store. Derfor vil pengene være bedre brugt anderledes.

- Jeg synes, for sige det lige ud, at jobcentret og mine politiker-kolleger er for fokuserede på restriktionerne og ikke, hvad reglerne kan bruges til sådan som i Frederikshavn, siger Tue Tortzen.

Formanden for Arbejdsmarkedsudvalget i Hillerød, Jamil Cheheibar (S), vil ikke kommentere på konkrete planer for de langtidsledige, før det næste udvalgsmøde i starten af november, hvor sagen skal drøftes. Ifølge formanden vil kommunens forvaltning her komme med løsningsforslag.

- Så må vi se, om vi kan redde nogen eller alle dem, der er i farezonen. Vi kommer til at diskutere alt, der kan gøres. Indtil videre har vi jo akutpakken.

- Men vi skal nok anstrenge os for at gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe så mange som muligt. Men helt konkret kan jeg ikke sige noget om eventuelle nye stillinger. Det må vi se på, når alt er på bordet, siger Jamil Cheheibar.