Foto: TV 2 Lorry

Hillerødmotorvejen: Endnu mere kørsel i nødspor

Vejdirektoratet ser nu nærmere på muligheden for kørsel i nødsporet mellem Bagsværd og Allerød.

Morgentrafikken på Hillerødmotorvejen er både tung og træg og en virkelig tidsrøver. Men nu er det måske lys forude for de pressede bilister. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

En analyse fra Vejdirektoratet, har screenet i alt ti motorvejsstrækninger fordelt over hele landet.

Fælles for de ti udvalgte strækninger er, at det er her trængslen på motorvejsnettet er størst.

De 11,3 kilometer nordsjællandsk motorvej har på dele af strækningen langt den største trafik af de ti udvalgte strækninger med en årsdøgnstrafik på over 60.000 biler.

I forvejen er der som det eneste sted i landet indført en forsøgsordning på Hillerødmotorvejen fra Værløse mod Bagsværd, hvor bilisterne i en treårig periode frem til 2017 må køre i nødsporet i morgenmyldretiden.

Analysen fra Vejdirektoratet er et led i et trafikforlig fra 2014, og meningen er at undersøge, om kørsel i nødsporet kan være relevant på strækninger med nedsat fremkommelighed, hvor der ikke lige nu og her er penge til en egentlig udbygning af vejen.

- Alle de undersøgte steder vurderer vi overordnet, at det vil være muligt at køre i nødsporet ved at foretage nogle udbygninger og ændringer af vejen og nogle broer, siger projektchef Ulrik Larsen, Vejdirektoratet til Frederiksborg Amts Avis.