Foto: TV2/ Lorry

Hillerød kan få lærerstudie

Selvom årets ansøgertal til læreruddannelsen på landsplan er styrtdykket, så overvejer Professionshøjskolen UCC at oprette en læreruddannelse på campus i Hillerød.

Derfor har uddannelsesinstitutionen netop sat gang i en undersøgelse, der skal kaste mere lys over, hvad potentialet er for at oprette læreruddannelse i Hillerød, skriver Frederiksborg Amts Avis.

UCC uddanner i dag lærere i København og på Bornholm, hvor det næst efter pædagogerne er den uddannelse med flest studerende. Men samtidig har 26 procent færre søgt læreruddannelsen hos UCC i år, og tendensen er den samme i resten af landet.

- Læreruddannelsen i Hillerød er et stort ønske, men det går ikke så godt med ansøgerne til læreruddannelsen på landsplan. Umiddelbart ville man bare afvise det, men det kunne være, at vi rammer en særlig gruppe, som ikke søger til København, siger Lisbeth Harsvik.

Hun mener, at den heftige debat om lærernes arbejdstid og folkeskolereformen kan have skræmt nogle fra at søge uddannelsen, så derfor kan der godt gå et par år, før der er faldet tilstrækkeligt meget ro på til at starte en ny uddannelse.