Foto: TV 2 Lorry

Her er de mest erhvervsvenlige kommuner

Greve er den mest erhvervsvenlige kommune i hovedstadsområdet, mens Frederiksberg er styrtdykket. Det viser ny undersøgelse fra DI.

Greve er klassens kæledægge, Dragør er henvist til allerbagerste række, mens Frederiksberg er gået mest tilbage i forhold til sidste år.

Det viser en ny undersøgelse af erhvervsklimaet i kommunerne i hovedstadsområdet. Dansk Industri står bag undersøgelsen, der kigger på 11 forskellige parametre som fx skattetryk, kommunal sagsbehandling og adgang til arbejdskraft.

Greve er gået én plads frem i forhold til sidste år og ligger på en syvendeplads på landsplan. Den største fremgang er på parameteret 'skatter, afgifter og gebyrer', hvor kommunen går 22 pladser frem.

Frederiksberg er på ét år er gået hele 33 pladser tilbage på listen over erhvervsvenlige kommuner. På landsplan er kommunen faldet fra nummer 27 i 2014 til nummer 60 i 2015. Det er der flere grunde til, lyder det fra Dansk Industri.

- Frederiksberg har i mange år været udfordret i forhold til sagsbehandling. Kommunen er også udfordret af, at det er en meget tæt kommune, der er omgivet af København. Mange brokker sig over de nye parkeringsregler, som gør, at det er blevet dyrere og sværere at parkere. Virksomhederne er generelt blevet mere utilfredse med alting, når det gælder Frederiksberg. Ifølge virksomhederne mangler man også at skabe en identitet som en erhvervskommune, siger seniorchefkonsulent for DI Hovedstaden, Jette Nøhr.

Man skal helt ned til plads 90 for at finde Dragør, der er den mindst erhvervsvenlige kommune i hovedstadsområdet. Kommunen er gået 20 pladser tilbage i forhold til sidste år, og kommunen er kun gået frem på to af de 11 parametre.

Sammenlignet med resten af landet indtager kommunerne i hovedstadsområdet generelt bløde placeringer - ingen af kommunerne er placeret i den absolutte top, og kun få er placeret i den absolutte bund.

Du kan se, hvor din kommune er placeret her (tallet i parentesen refererer til placering på landsplan):

1. Greve (7)

2. Høje Taastrup (9)

3. Ishøj (11)

4. Furesø (12)

5. Lyngby-Taarbæk (18)

6. Køge (23)

7. Herlev (24)

8. Gladsaxe (34)

9. Allerød (35)

10. Gentofte (41)

11. Hillerød (42)

12. Roskilde (43)

13. Hvidovre (44)

14. Albertslund (51)

15. Vallensbæk (54)

16. Rudersdal (57)

17. Glostrup (58)

18. Ballerup (59)

19. Frederiksberg (60)

20. Hørsholm (61)

21. Brøndby (63)

22. Solrød (64)

23. Frederikssund (69)

24. Lejre (74)

25. Rødovre (75)

26. Halsnæs (77)

27. Egedal (80)

28. Helsingør (82)

29. Gribskov (83)

30. København (85)

31. Tårnby (88)

32. Stevns (90)

33. Fredensborg (91)

34. Dragør (93)

Du kan se hele undersøgelsen fra Dansk Industri her.