03:25

Her døde Albertes far: Nu kæmper hun for at fjerne dødskryds

Krydset mellem Kildevej og Askemosevejen i Gribskov Kommune har i længere tid været berygtet som én af kommunens farligste veje.

Utallige færdselsuheld og to dødsfald indenfor de seneste fem år, får nu igen borgere til at kræve at Gribskov Kommune anlægger en rundkørsel i krydset mellem Kildevej og Askemosevej.

Her fem år efter har kommunen stadig ikke taget hånd om problemet

Alberte Glidal, datter til trafikdræbt mand. 

Alberte Glidal er tilbage ved det kryds, der en kold januaraften i 2012 kostede hendes far livet.

- Min far kom kørende oppe fra Tisvilde, og så er der en anden bilist, der kommer kørende fra Tibirkebro, der skal krydse vejen, og som kommer kørende lige ud foran min far, der dør på stedet, fortæller Alberte Glidal.

Opråb på Facebook

Siden farens død har hun kæmpet en hård kamp for at få kommunen til at gøre noget ved det dødsensfarlige kryds. En kamp som hun ikke står alene med.

Læs også Poul-Erik er forsvundet på 3. døgn: Familien er desperat

Inde på Facebook gruppen ”Rundkørsel Kildevej/Tibirkebro NU..!!” har lidt over 450 medlemmer dannet fællesfront for at prøve at råbe kommunen op. Ifølge dem, så er det eneste værn mod at bremse de mange trafikuheld, at krydset bliver lavet om til en rundkørsel.

- Her fem år efter har kommunen stadig ikke taget hånd om problemet. I stedet har de bare foretaget en masse spareløsninger, der ikke gør nogen forskel for trafiksikkerheden, siger Alberte Glidal.

Tilbage i marts måned mistede endnu en person livet samme sted, og det er tredje dødsoffer siden 1999. Personen mistede livet i en kollision, efter at en 52-årig kvinde overså sin vigepligt.

Rundkørsel er eneste holdbare løsning

Gribskov kommune har i flere omgange set på mulighederne for at forebygge de mange trafikuheld i krydset. I 2015 fik de konsulentfirmaet ’Via Trafik’ til at se nærmere på, hvordan man kan gøre krydset mere sikkert. I rapporten lød konklusion:

”En rundkørsel er den eneste løsning, som kan sikre, at de nuværende trafikulykker mellem tværgående trafikanter undgås”.

Læs også Se listen: Så stor er gælden i din kommune

Alligevel valgte kommunen at se bort fra anbefalingerne og i stedet indføre fuld stoplinje på begge sider af krydset, hvilket ifølge Venstres Jørgen Simonsen ene og alene skyldes økonomiske hensyn.

- Der er ingen tvivl om at en rundkørsel er den bedste løsning, men samtidig er det også den dyreste løsning, udtaler han til TV 2 Lorry.

- Giv min far retfærdighed

Men nu kan der være en hjælpende hånd på vej til Alberte Glidal. Socialdemokraterne, har sammen med Nyt Gribskov fremstillet et forslag om at opføre den længe ventede rundkørsel.

- Det vejkryds er en sort plet på vores kommunekort, og med det seneste uheld her i sidste måned, så føler vi nu, det er på tide, at vi handler, så vi kan undgå flere ulykker i fremtiden, udtaler Bo Jul Nielsen fra Socialdemokratiet.

Den politiske opbakning vækker glæde hos Alberte Glidal, der dog nægter at hvile på laurbærrene.

- Rent sorgmæssigt kan jeg nok første lukke hele det her, når rundkørslen er blevet opført. Først der har min far fået retfærdighed, og så kan jeg ånde lettet op, med tanke på, at jeg har skånet andre for det, min familie har været igennem.