Helsingør vil være frikommune

Helsingør vil være såkaldt frikommune. Bliver kommunen godkendt, kan Helsingør i tre-fire år vælge nye løsninger, der i dag ikke kan lade sig gøre på grund af diverse regler eller krav om specifikke arbejdsmetoder.

Til maj skal social- og indenrigsminister Karen Ellemann fra Venstre udvælge en lille gruppe kommuner, der, som en forsøgsordning, skal være såkaldte frikommuner.

Som frikommune kan man blive fritaget for regler, der er forældede og bureaukratiske og i stedet løse opgaver på nye måder, som kommunerne selv finder velegnede til formålet.

Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, der i øjeblikket er på barsel, er interesseret i at melde Helsingør Kommune til forsøget.

- Vi skal helt klart hoppe på som frikommune. Nu skal vi i Helsingør i gang med det store projekt om en helhedsorienteret indsats, og lur mig, om vi ikke på en lang række områder løber panden mod en mur i den forbindelse, fordi der er forskellige hindringer i reglerne. Så det passer som fod i hose med det at være frikommune, siger Benedikte Kiær, til Helsingør Dagblad.

I Helsingør Byråd er der et bredt flertal, der vil anbefale, at Helsingør går med i et frikommune-forsøg, skriver avisen.

Derfor kommer det an på, om Karen Ellemann mener, at Helsingør bør være med, da der sandsynligvis vil være flere ansøgere, end ministeren har tænkt sig at vælge ud.

Karen Ellemann vil gennemføre det såkaldte frikommune-forsøg for at få gode idéer til, hvordan alle landets kommuner kan gøre tingene anderledes, bedre og måske billigere.

Som frikommune vil eksempelvis Helsingør i tre-fire år kunne vælge nye problem-løsninger, som i dag ikke kan lade sig gøre på grund af diverse regler eller krav om specifikke arbejdsmetoder.

Det kan Helsingør bruge, mener borgmesteren.

- Frikommune-forsøget kan være en legeplads for kommunerne, også Helsingør. Her kan man pege på de foranstaltninger og så videre, der gør, at vi i kommunerne ikke kan hjælpe borgerne ordentligt eller på den bedste måde. Vi har i dag et offentligt system, som bliver fyldt med regler og rettigheder, mens kommunernes udfordringer bliver større og større. Der er noget, der ikke rimer. Derfor kunne det være enormt spændende at blive frikommune, siger Benedikte Kiær.

Social- og indenrigsministeren siger, at staten vil hjælpe de udvalgte kommuner med at få plads, viden og eventuel vejledning til at gennemføre de forskellige eksperimenter.

De frikommuner, som bliver valgt ud, skal naturligvis respektere borgernes grundlæggende krav samt den overordnede lovgivning, menneskerettighederne og så videre, men frikommuner kan eksperimentere med nye tiltag og behøver - med statslig godkendelse - ikke at overholde alle eksisterende regler.

Karen Ellemann regner med at skulle udvælge fem til syv kommuner til maj.

Helhedsindsats

Den omtalte helhedsindsats, som Helsingør Kommune vil gennemføre i de kommende år, går ud på, at man i de forskellige forvaltningscentre skal arbejde mere på tværs.

Borgere, ikke mindst udsatte borgere, skal i højere grad være tilknyttet en eller i hvert fald ganske få kommunale sagsbehandlere, hvilket vil gøre det nemmere og billigere for kommunen at give de berørte borgere den rigtige hjælp, skriver Helsingør Dagblad.

- Det er et kæmpestort projekt for os. I dag har vi mange borgere, som har mange sagsbehandlere omkring sig og forskellige kontakter til det offentlige, når det gælder socialhjælp, beskæftigelse, sundhed og så videre. Det betyder, at det enkelte menneske nemmere kan blive tabt på gulvet, og at det er sværere at give den rigtige hjælp. Det er dårligere for den enkelte borger og dyrere for det offentlige? Vi vil skabe synergier på tværs af de forvaltningsindsatser, der er. Og som frikommune vil vi få det maksimale ud af den indsats, siger Benedikte Kiær.

Helsingør-borgmesteren peger på, at Helsingør vil ramme ind i forskellige typer lovgivninger ved den helhedsorienterede indsats.

Og Kiær er altså helt sikker på, at mange af disse lovgivninger rummer bøvlede regler og barrierer for indsatsen, som hun siger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik