Gågaden i Helsingør Foto: TV2/Lorry

Helsingør skal spare 150 mill. kr.

Helsingør Kommune er en af de kommuner i landet, der har den laveste likviditet pr. indbygger, og hvis den skal være mere rimelig, så skal der på næste års budget findes besparelser på 150 millioner kroner.

Det fastslår borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V), som i går i økonomiudvalget fremlagde sit budgetforslag, der rummer besparelser på 150 millioner kroner, skriver Frederiksborg Amts Avis, tirsdag.

- Vi er nødt til at sænke serviceniveauet, som er alt for højt. Og alle må holde for, siger Johannes Hecht-Nielsen.

Han foreslår således blandt andet, at fritidsklubber nedlægges, der spares på handicap og psykiatriområdet, de ældre får mindre rengøring og skolesvømningen droppes, for blot at nævne nogle enkelte eksempler fra det otte sider lange sparekatalog.

I aftes holdt byrådet i Helsingør ordinært møde, og her besluttede »det røde flertal« bestående af Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Lokaldemokraten, at Helsingør skal søge om lov til at hæve grundskylden med 1,915 promille.

- Det skyldes blandt andet, at Helsingør er blevet meget hårdt straffet i forbindelse med udligningsreformen, som rammer os med 30 millioner kroner, forklarer Henrik Møller (S).

Hverken Venstre, De Konservative eller DF går ind for en skattestigning.

- Jeg kan kun beklage, at det er boligejerne, der skal betale, siger Hans Andersen (V).

Men borgmesteren slår fast, at også lejerne i de almene byggerier vil komme til at mærke øgede ejendomsskatter økonomisk.