Han er kendt for altid at gå i træsko og altid at sige tingene lige ud - og det har byrådsveteranen Per Tærsbøl tænkt sig at blive ved med.
Derfor har Tærsbøl meddelt, at han genopstiller til det kommende kommunalvalg i 2017.
- Ja, jeg genopstiller, hvis jeg kan bruges. Hvad skulle jeg ellers lave, siger den rutinerede politiker til Helsingør Dagblads web-tv program "Dalgas mener".
Og det er i hvert fald heller ikke runtine 77-årige Per Tærsbøl mangler. Han har siddet i mere ned 40 år i byrådet i Helsingør Kommune. I 16 af årene har han også haft borgmesterkæden hængende om halsen.
Tærsbøl mener imidlertid ikke, at han bør stoppe på toppen og mens helbredet endnu er fint.
- Jeg har arbejdet, siden jeg var 12-13 år, så jeg fortsætter til, jeg ikke kan bruges mere, siger han til Helsingør Dagblad.
Per Tærsbøl opstiller naturligvis for De Konservative.