Helmand-kopi anlægges i Høvelte

Forsvaret har søgt Allerød Kommune om lov til at anlægge syv hektar skov ved Høvelte Kaserne, så soldaterne kan træne til terrænet i Afghanistan. Økonomiudvalget gav i går grønt lys. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Der er langt fra de militære træningsbaner herhjemme og til kamppladserne i Afghanistan, hvor danske soldater kan risikere at møde talibankrigere i majsmarker, tæt skov eller andre ufremkommelige områder. Derfor vil forsvaret træne sine tropper i et mere uoverskueligt terræn, inden de sendes til Afghanistan, og det skal ske på Høvelte Kaserne. Allerød Kommune har modtaget en ansøgning fra forsvaret, som vil rejse syv hektar skov på området. Et anlæg, der kræver en dispensation fra kommunen på grund af det slettelignende områdes landskabelige værdier. Samtidig må området ifølge kommuneplanen ikke bruges til skovrejsning. I går vedtog et flertal i Økonomiudvalget i Allerød at give grønt lys for projektet, som dermed nu blot mangler en godkendelse fra byrådspolitikerne. Forsvaret forventer ifølge kommunen at kunne begynde øvelserne i den nye skov allerede tre til fire år efter, den er blevet anlagt. Soldaterne skal blandt andet træne brugen af det nye infanterikampkøretøj, den såkaldte IKK, som forsvaret skal benytte i Afghanistan og til andre fremtidige missioner. Socialdemokraterne i Allerød er imod den nye skov. - Det er vigtigt, at vores soldater er godt trænet, inden vi sender dem ud i verden. Men vi er imod skovrejsningen lige på det sted, fordi det er et angreb på flora og fauna i det fredede område. Forsvaret må finde andre steder at rejse skov til det formål, siger byrådsmedlem Flemming Villadsen. To naboer har gjort indsigelser mod skovrejsningen og bemærker blandt andet, at militære aktiviteter så tæt på almindelige boliger vil være en stor belastning for familier i nærheden. Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, der er ansvarligt for de operative enheder, havde i går ikke mulighed for at kommentere skoven.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik