Foto: Jens Nørgaard Larsen - Scanpix

Hedeslag i Metroen: Her er løsningen på problemet

Metroens teknikere er lige nu i gang med at teste en løsning, der skal hjælpe på den dårlige luft, der opstår i togene - især når det er rigtig varmt.

Når metroen er propfyldt på en varm sommerdag, er det en hård kamp at få bare en smule frisk ilt ned i lungerne.

Vi må erkende at ventilationssytemet er utilstrækkeligt, når det bliver rigtig varmt

Teddy Frank, vedligeholdelseschef i Metroselskabet.

Metroselskabet har modtaget flere klager end normalt fra kunderne vedrørende dårlig luft og ulidelig varme i togene, og i mandags foretog Berlingske en temperaturtest, hvor termometeret bankede op på 30 grader på en kort tur mellem to stationer.

Læs også Her smelter vejen i sommervarmen: "Det er helt ekstremt"

Selskabets driftsfolk har foretaget undersøgelser, og her har man måttet erkende, at luftkvaliteten er for dårlig – ikke mindst når der er mange passagerer med toget.

Men nu kan passagerne fremover forhåbentlig ånde lettet op – eller i hvert fald se frem til friskere luft – når de stiger ind i metroen.

Vintersystem skal forbedre luftkvaliteten

For Metroselskabet er netop nu i gang med at teste en holdbar løsning, så pendlerne bedre kan trække vejret.

- Ventilationssystemet på vores tog er todelt. Det ene er et friskluftforsyningssystem, der er i drift her om sommeren, og som vi efter endt undersøgelse må erkende er utilstrækkeligt, når det bliver rigtig varmt. Derfor vil vi prøve at benytte den anden del af ventilationssystemet,  som vi ellers normalt bruger om vinteren til at sørge for, at der ikke bliver koldt inde i vognene, siger Teddy Frank, vedligeholdelseschef i Metroselskabet.

Læs også Her smelter vejen i sommervarmen: "Det er helt ekstremt"

Lige nu arbejder teknikerne med den nye løsning, som helt konkret er at udskifte en lille computer til en computer med CO2-måler, der fortæller, hvor meget CO2, der er i luften inde i toget, så man kan benytte vintersystemet til et brugbart ventilationssystem her om sommeren.

- Den nye installation skulle gerne sende mere luft rundt og dermed forbedre luftkvaliteten året rundt, forklarer Teddy Frank.

Metroselskabet oplyser, at såfremt testen går, som de håber, vil en tredjedel af togene have installeret det nye system i løbet af sommeren. Alle tog forventes at være klar med nyt system mod slutningen af året.