HB Køge satser stort

Målet hedder SAS Ligaen for den nystiftede fodboldoverbygning HB Køge. En omsætning på 40 millioner kroner årligt og spillere på fuld tid skal realisere planen.

SAS Liga-fodbold. En omsætning på 40 millioner kroner og
fuldtidsfodbold. Det var budskaberne, da HB Køge i går
informerede knap 100 sponsorer fra boldklubberne i Køge og
Herfølge om fodboldfremtiden på et statusmøde i Køge Boldklubs
VIP-Lounge.
- Vi skal ikke fedte rundt i 1. division, lød det fra
Svend-Aage Dreist Hansen, der er medlem af bestyrelsen i
Herfølge Boldklub.
Svend-Aage Dreist Hansen pointerede samtidig, at det kræver
minimum 40 millioner kroner i årlig omsætning for at klare sig i
Superligaen. Det er cirka dobbelt så meget som det budget, man
på nuværende tidspunkt opererer med. Pengene skal blandt andet
bruges til løn for de 24 fuldtidsprofessionelle spillere, der
efter planen ansættes pr. 1. juli allerede i år.
- Med fodboldoverbygningen har vi skabt en platform for en af
de allerbedste netværker på Sjælland. Alene det, at der møder så
mange mennesker op i dag understreger, at det kan lade sig gøre,
sagde Svend-Aage Dreist Hansen.
Det talstærke fremmøde gav også grobund for optimisme hos
formand for sponsorfællesskabet NETVÆRKETs formand, Palle
Svendsen. Han regner med at det nye fodboldsamarbejde kan betyde
en tredobling af foreningens sponsorskare fra de nuværende godt
100 til 300.