Hård kritik af Club Lorry

Det er kommet bag på TV2/Lorrys direktør Dan Tschernia, at Kulturministeriet i et notat har slået fast, at der ikke er hjemmel i lovgivningen til at drive TV2/Lorrys seerklub Club Lorry, som det sker i dag.

"Vi har gjort det i 23 år. Og der er ikke nogen i de 23 år, der har sagt til os, at det vi gjorde var forkert. Vi er jo totalt overvåget af Rigsrevisionen og af Radio-Tv-nævnet, der læser vores public service rapport, hvor der står, at vi betragter den (Club Lorry - red.), som del af vores public service opgave. Alle mulige har jo kendt til Club Lorry. Det er jo ikke nogen hemmelighed", siger han i et interview i TV2/Lorrys sene nyhedsudsendelse i aften.

Rigsrevisionen har for nyligt kritiseret, at der siden 2009 er blevet brugt i alt 177.000 licens-kroner på at dække underskud i Club Lorry. Men så enkelt kan det ikke stilles op, mener Dan Tschernia.

"I nogle år har vi haft overskud i Club Lorry, og så er pengene gået til at lave regionale nyheder for. Så hvis man ser det over et langt stræk, så er det altså ikke så galt. Men vi må ikke og derfor må vi enten nedlægge klubben eller lave den på en anden måde".

Igennem Club Lorry kan man som medlem bl.a. købe vin. I artikler bl.a. i fagbladet Journalisten kritiserer en række medieordfører på Christianborg den aktivitet for ikke at have noget med public service at gøre. Dan Tschernia mener vinsalget er med til at reklamere for stationen.

"Vinindkøb er noget medlemmerne gør. De har bestilt noget vin igennem os og det bliver leveret af en vin-leverandør og det bliver ikke betalt før det er betalt. Bag på er der en lille reklame for stationen, og det var det, der var meningen med det. Der står vores navn på vinflasker mange tusinde steder i vores sendeområde."

Det er samtidig blevet kritiseret, at der er TV2/Lorry-ansatte med på Club Lorrys halvårlige ture til Paris, hvor direktør Dan Tschernia selv er guide. Men det er der praktiske grunde til, mener Dan Tschernia. "Nogle gange har vi været flere busser afsted. De (TV2/Lorry-ansatte - red.) har så fået et manuskript af mig, som de har læst op af. Og de har hjulpet med andre ting på turen."