01:16

Foto: Anders Peter Schultz, Statens Naturhistoriske Museum

1 af 2

Hajen fra Gilleleje udstilles efter nytår

Den fire meter lange haj, som fiskere fra Gilleleje fik i nettet, skal udstilles på Statens Naturhistoriske Museum efter nytår.

Brugde-hajen ligger i øjeblikket i nedsunket i formaldehyd i en kæmpe beholder på Statens Naturhistoriske Museum i København.

Efter nytår vil hajen bliver skyllet og lagt i sprit. Det fortæller videnskabelig medarbejder Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum til TV 2 Lorry. Så nysgerrige publikummer kan komme helt tæt på det store dyr, der er blevet bevaret i sin fulde størrelse.

- Det er ikke helt på plads endnu, men jeg tør godt love, at den bliver udstillet i hvert fald i en kortere periode på måske en til to uger, lyder det fra Henrik Carl.

Udfordring at udstille 4 meter haj

Brugden er fire meter lang, så det er en udfordring at udstille den, da museet ikke ligger inde med udstillingstanke i den størrelse. Det betyder, at brugden enten skal udstilles i den beholder, som den bliver konserveret i, eller også skal der laves en specialbygget tank til hajen.

Konserveringsbeholderen er ikke den optimale løsning, da den ikke er gennemsigtig, dermed vil publikum kun kunne se hajen ved at kigge ned i beholderen oppefra. Et alternativ er, fortæller Henrik Carl, at man bestiller en specialbygget tank til formålet.

- Man kan ikke bare udstille hajen i et hvilket som helst stort akvarium, for den ligger jo i sprit, og sprit æder, så at sige de silikonelister, der holder akvariet sammen, forklarer Henrik Carl.

Kattegatcenteret interesseret i haj

Hvordan museet vil udstille den store haj, er ikke besluttet endnu, men Kattegatcenteret, der er specialiseret i hajer, har også vist interesse for den. Brugden vil formentlig blive udlånt til Kattegatcenteret efter en kortere udstillingsperiode i København.

Brugde-hajen gik i nettet i november til stor overraskelse for to hummerfiskere fra Gilleleje. Den er sjælden i de danske farvande.