00:38

Hærværk på Amager Fælled: By & Havn har besigtiget området

Over weekenden har ukendte gerningsmænd udøvet hærværk på Amager Fælled. Nu har By & Havn besigtiget området og set på skaderne.

I går fortalte vi, hvordan ukendte gerningsmænd i weekenden var forbi Amager Fælled. Rør til brug ved jordprøver var blevet skåret, flere af By & Havns skilte var fjernet og et banner var blevet sat op.

I dag har By & Havn så været på Amager Fælled og set omfanget af hærværket.

- Vi har nu besigtiget området og må konstatere, at der er sket omfattende hærværk på det arbejde, vi igangsatte i sidste uge. Der var tale om forboringer til brug for ammunitionsrydning, da der tidligere kun er ryddet ammunition ned til 0,8 meter under jorden, skriver udviklingschef i By & Havn, Rikke Faaborg Jarmer, i en mail til TV 2 Lorry og fortsætter.

- En stor del af rørene i forboringerne er hevet op og de fleste af hullerne er helt eller delvist fyldt op igen. Mange af rørene er fjernet fra området.

Læs også Hærværk på Amager Fælled: Overskårne rør og fjernede skilte

- Kun noget der vil skade vores sag

På Facebook gruppen 'Amager Fælleds Venner' skrev formanden for netop Amager Fælleds Venner i går, at de "har set, at nogen har været inde og udøve hærværk på nogle af boringerne".

Formanden var selv ude og rydde op efter gerningsmændene, som menes at have været på spil over weekenden. 

- Det er kun noget, der vil skade vores sag, at der er nogen, der lader sig rive med af følelser og laver denne her form for hærværk. Det er ikke noget, vi er interesserede i eller billiger på nogen som helst måde, sagde Steffen Rasmussen, formand for Amager Fælleds Venner, i går til TV 2 Lorry.

Læs også Efter heftig debat: Jordprøver på Fælleden udsættes

Jordprøverne blev udskudt

Utilfredsheden bredte sig på Amager Fælled, efter By & Havn for en uge siden begyndte at rydde et område på Fælleden. De skulle gøre plads til den borerig, som skulle opsamle jordprøver. Onsdag besluttede By & Havn så at udsætte en større del af arbejdet med prøver, som var blevet sat igang.

Til TV 2 Lorry oplyste de, at de lige nu kun vil tage de jordprøver, som er relateret til VVM undersøgelsen - den lovpligtige miljøvurdering før nybyggeri.

Men nogle prøver nu at forstyrre By & Havns arbejde. Derfor overvejer de nu, hvad de i fremtiden gør, hvis de oplever hærværk.

- Mens vi planlægger det forestående arbejde med undersøgelser, vil vi vurdere, hvordan vi håndterer eventuelt hærværk fremover, siger Rikke Faaborg Jamer.

Læs også OVERBLIK: Her er planerne for byggeriet på Amager Fælled