Guldrøvere set i Danmark i lørdags

Det gav i den grad pote, at Station 2 Efterlyst i går viste feriebilleder af to unge chilenere, der mistænkes for at have deltaget i det voldsomme guldrøveri mod Aveny på Amager, hvor en af røverne blev dræbt af politiet. Det skriver tv2.dk.

"Vi har fået 20 henvendelser siden i aftes, og fem af dem er rigtig gode," siger efterforskningsleder Allan Juul Laugesen fra Københavns Politis Røveriafdeling til tv2.dk.

"De to er set i København så sent som den 29. maj, og vi er 99,9 pct. sikre på at de stadig er her," siger han.

Ifølge Allan Juul Laugesen er de to chilenere formentlig i gang med at planlægge nye røverier i København:

"Vi mistænker dem for at være en del af en større chilensk røverbande, der har udført otte væbnede røverier i København. Derfor tror vi, at de unge mennesker er ved at udse sig nye mål, mens de afventer nye forstærkninger fra Chile," siger Allan Juul Laugesen til tv2.dk.

Fem personer er varetægtsfængslet for røveriet på Amager. Én er død, og de to er altså stadig på fod. Ansatte i Aveny har udpeget de to unge mennesker som dem, der kom ind i butikken først under påskud om at ville købe en hvidguldsring og et par briller.

"Så væltede der ellers fem-seks mand ind, og så var alt kaos. Men de ansatte er sikre på, at de to vi efterlyser, var med," siger efterforskningslederen til tv2.dk.

Røverne "slap af sted" med værdier for 4,9 mio. kroner, men de kom ikke langt. Politiet har derfor kunnet aflevere samtlige stjålne genstande tilbage til Aveny.

Den chilenske røverbande mistænkes for at stå bag i alt otte røverier i København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik