Foto: TV2/Lorry

Greve Kommune fraråder badning

Greve Kommune fraråder badning på strækningen fra Hundige Havn til Mosede Havn på grund af forurening af Baldersbækken med spildevand.

Ishøj Forsyning har her i formiddag meddelt, at der i forbindelse med et kloakstop i nat er blevet overpumpet spildevand til Baldersbækken i Ishøj.

Det betyder, at der også er overført forurenet spildevand til Ishøj Sø, og Lille Vejle Å, som ender i Køge Bugt ved Hundige Havn.

Greve Kommune fraråder derfor al badning i Køge Bugt nær Hundige Havn. Med en typisk sydgående strøm frarådes tillige badning på hele strækningen fra Hundige Havn til Mosede Havn, idet badevandskvaliteten her ikke kan garanteres.

På Hundige Strand er det Blå Flag strøget, og der er opsat et rødt advarselsflag, lige som der opsættes advarselsskilte på strandene på strækningen fra Hundige Havn til Mosede Havn.

Greve Kommune udtager i dag prøver til analyse af badevandet. Resultaterne vil foreligge på fredag og vil kunne ses på www.greve.dk/badevand