Gøende hunde kan drive naboerne til vanvid

Gøende vovser: Hundeejere fra Helvede

Tidligere folketingskandidat fra Fredensborg går i flæsket på ejere af gøende hunde

Rigtig mange har formentlig prøvet det. En varm sommeraften, man er rykket indenfor og kan holde døre og vinduer åbne. Og så alligevel ikke - for i nabolaget står en irriterende hund og bjæffer højlydt - time efter time.

Den situation har tidligere folketingskandidat for Liberal Alliance, Niels Westy, set sig så gal på, at han har skrevet et debatindlæg om sagen til Lokalavisen.

-Det har jeg, for det kan virkelig godt pisse mig af. Det er manglende respekt for andre mennesker, når hundeejerne ikke griber ind, siger Niels Westy til TV 2 Lorry.

han tøver ikke med at kalde ejerne af hundene for hundejere fra helvede og  understreger i øvrigt, at han har skrevet indlægget som privatperson - det er altså ikke et politisk indlæg - men slet og ret udtryk for irritation. 

 

 

Niels Westy har fået nok af gøende hunde

-Det er jo synd for hunden, når den står og gør - den har det ikke godt - og ejerne, de er åbenbart fuldstændigt ligeglade, selv når de er lige ved siden af hunden, siger Niels Westy, der har haft hund hele sit liv.

Han har fået masser af reaktioner på sit indlæg - og forklaringer. For eksempel at hunde bag en hæk kan gø, hvis børn driller dem.

-Det er selvfølgelig ikke i orden, men det er jo ikke det, det handler om.  Det er ansvarsforflyttigelse. Der er jo også en politivedtægt, men så langt bør det aldrig komme, mener han.