Foto: TV 2 Lorry

Gode nyheder i Helsingør

Kriminaliteten i Vapnagård i Helsingør er i øjeblikket den laveste i fem år.

Kriminalitet har længe været en udfordring for beboerne i boligområdet Vapnagård i Helsingør.

Men kriminaliteten er faldende i Vapnagård. Det kunne Nordsjællands Politi oplyse på et møde med styregruppen for Vapnagård tidligere på måneden.

Faktisk har kriminaliteten i tredje kvartal i år været den hidtil laveste i Vapnagård i fem år.

For at komme kriminaliteten til livs har Vapnagård indgået forskellige samarbejder og aktiviteter med blandt andre Helsingør Kommune og Nordsjællands Politi.

Og nu ser det ud til, at de forskellige indsatser har sat gang i en positiv udvikling med en nedgang i kriminaliteten i området.

Det mest tydelige fald er i almindelig straffelovskriminalitet, der blandt andet omfatter indbrud, trusler, tyverier og hærværk.

Derudover er der også sket et fald i urohændelser i boligområdet.

På mødet blev det nævnt, at initiativer som bedre låsesystemer, videoovervågning, begrænsning af kørsel i området, samt involvering af forskellige borgergrupper er medvirkende årsager til den faldende kriminalitet i boligområdet.