Ghettoisering skal bekæmpes fra ghettoen

Boligsocialt Udviklingscenter, der skal rådgive regeringen om at undgå ghettoisering, flytter til Avedøre Stationsby for at se på positive erfaringer med integration.

Riv ghettoerne ned, højst 30 pct. indvandrere i et
boligområde eller renovering af hele boligområder? Hvad
anbefalingerne til regeringen på det boligsociale område bliver,
er stadig uvist. Men ganske vist er det, at Boligsocialt
Udviklingscenter fra 1. maj har slået dørene op lige i hjertet
af et stort, boligsocialt område - Avedøre Stationsby i
Hvidovre. »Vi skal være der, hvor tingene sker, og hvor vi bedst
kan lære af de positive erfaringer. Det giver god mening,« siger
centerleder Birgitte Mazanti, der sammen med resten af centret
løbende skal komme med anbefalinger til regeringen og
Landbyggefonden om, hvad der virker for at undgå ghettoisering.
Centret har fået midler til foreløbig fire års arbejde. Valget
af Avedøre Stationsby kommer efter en kæmpe udvikling af området
siden midten af halvfemserne, hvor problemer som tomme
lejligheder, kriminalitet og mange arbejdsløse prægede stedet.
Det skriver Berlingske Tidende. Nu er der bygget
penthouselejligheder, som der er lang kø til, kriminaliteten er
faldet og beboersammensætningen ændret. Andelen af etnisk danske
beboere er vokset markant de senere år. En udvikling som andre
ghettoer eller områder med sociale problemer kan lære af. I
bestyrelsen for udviklingscenteret sidder erhvervsmanden Asger
Aamund. Han har tidligere udtalt til Berlingske Tidende, at han
ser det som et borgerligt ombud at påtage sig samfundsnyttige
opgaver. Han mener, at indsatsen i ghettoerne særligt handler om
at få fat i de unge indvandrere: »Man kan ikke blive ved med at
håbe på, at de, der nu er midaldrende, kommer i arbejde. Der
skal gøres en indsats for de unge, der bor i de store etniske
bocentre, hvor nogle har ghettopræg,« siger han.I forbindelse
med oprettelsen af Boligsocialt Udviklingscenter er
Programbestyrelsen, der hidtil er kommet med anbefalinger til
regeringen, kommunerne og boligorganisationerne vedrørende
integration i udsatte områder, blevet nedlagt.