Det skriver metroxpress.
»Det er afgørende for mig, at København forbliver grøn eller bliver grønnere. Og jeg er glad for, at det er lykkedes at bevare flere af de gamle træer langs Lyngbyvej. Der går mange år, før et nyplantet træ giver lige så meget sjæl og biologisk mangfoldighed til et område som et gammelt træ,« siger Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL), i en e-mail til metroxpress.
Træerne skulle sammen med cirka 110 andre træer fældes i forbindelse med projektet 'Bedre bus til Nørre Campus', hvor busserne kommer til at køre i deres egen bane midt på vejen. Men kommunen er nu nået frem til, at 21 træer kan reddes ved at sætte autoværn op langs strækningen og skærme træerne fra trafikken.
Beslutningen bliver mødt med tilfredshed hos Sandra Høj, der er stifter af borgergruppen Red Byens Træer, som har protesteret mod træfældningen.
»Jeg er stadig nedbrudt over de mange gamle træer, der er blevet fældet, men det her er bestemt bedre end ingenting. Hvert et træ tæller, og det viser, at vores protester nytter. Jeg tror, at vi langsomt er ved at få kommunen til at se anderledes på byens træer,« siger hun.
»At vi redder de ekstra træer, er både udtryk for, at vi har lyttet til borgerne i området, og fordi vi fra politisk hold er meget optaget af, at så mange gamle træer som muligt bevares eller genplantes,« siger Morten Kabell.