Gamer-bootcamp for kvinder: "Vi vil gøre op med fordomme"

Nikita Dehgani og Clara Ida Gustafsson Rasmussen er træt af fordomme om, at piger ikke kan finde ud af at spille computerspil. Nu har de været med til at udvikle en gamer-bootcamp kun for piger.

Hele weekenden er en gruppe unge kvinder mellem 15 og 25 år samlet på Ungdomsøen ud for Københavns Havn.

Her skal de både have undervisning i taktik og holdarbejde og have mentaltræning. De har nemlig alle en passion for computerspillet Counter-Strike, mere præcist CS:GO, og de arbejder hårdt på at blive bedre til spillet.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad er Counter-Strike og CS:GO?

Counter-Strike er en serie af klassiske skydespil, hvor Counter-Strike: Global Offensive, også kendt som CS:GO, er en af dem.


I CS:GO spiller man på to hold af fem mand, hvor det ene hold er terrorister, og det andet hold er anti-terrorister, der forsøger at bekæmpe hinanden. 


Målet er at klare sig bedre end modstanderen og sørge for at likvidere sine modspillere, imens man strategisk og målrettet hjælper sine medspillere på vej mod samme mål.


Oftest spilles der flere runder, som eksempelvis kan beskrives som “bedst ud af tre”, og holdene skiftes så mellem at være terrorister og anti-terrorister.


Kilde: Esport Vesthimmerland

Det er to af deltagerne - Nikita Dehgani og Clara Ida Gustafsson Rasmussen - der har udviklet bootcampen sammen med Ungdomsøen, Copenhagen Games og Esport.dk.

- Vi må starte småt og arrangere events som det her, men jeg håber, at det bare bliver større og større, så vi en dag måske kan have en bootcamp for 100 kvinder i stedet for 10, siger Nikita Dehgani.

- Vi vil gerne fjerne alle de fordomme, der er med, at piger ikke kan finde ud af spille Counter-Strike, og så er det fedt at mærke et fællesskab her og få nye venskaber, tilføjer Clara Ida Gustafsson Rasmussen.

Et svært miljø for kvinder

Både Nikita Dehgani og Clara Ida Gustafsson Rasmussen oplever, at det kan være særligt svært at blive accepteret som kvinde inden for e-sport.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Clara Ida Gustafsson Rasmussen (tv.) har spillet Counter-Strike i to år og Nikita Dehgani (th.) har spillet i et år.
Clara Ida Gustafsson Rasmussen (tv.) har spillet Counter-Strike i to år og Nikita Dehgani (th.) har spillet i et år.
Foto: Morten Spuhr / TV 2 Lorry

- Jeg oplever, at der er mange drenge, der sviner piger til, når de skal prøve Counter-Strike for første gang. Jeg kender flere piger, der gerne vil spille, men de er sprunget fra, fordi de simpelthen ikke tør, forklarer Clara Ida Gustafsson Rasmussen og nævner et konkret eksempel:

- I Counter-Strike er det for eksempel vigtigt at tale med sine holdspillere, for hvis man ikke siger noget, er man en dårlig teammate. Som pige står du så i en svær situation, for hvis du åbner munden, bliver du svinet til, fordi du har en lys stemme.

De unge kvinder på bootcampen oplever, at de står stærkere, når de ved, at der er andre, som har det ligesom dem.

Og Nikita Dehgani drømmer om, at e-sport med tiden ikke kun bliver opfattet som drengesport.

- Mange af de fyre, vi spiller imod, har spillet siden de var helt små, og det er der mange piger, som ikke gør. Det giver dem et forspring, og det vil vi gerne ændre på, så piger kan nå ligeså langt som drenge, siger hun.

Bootcampen er gratis for deltagerne og er støttet af Københavns Kommune.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik