Foto: Robert Lanther / alarm112danmark.dk

Fuld kvindelig bilist endte på siden og flygtede fra stedet

En 55-årig kvinde fra Taastrup er sigtet for spirituskørsel efter dramatisk solouheld søndag aften.

En 55-årig kvinde sørgede søndag aften for at skabe lidt drama på en villavej i Taastrup.

Den kvindelige bilist kørte nemlig galt, så bilen endte på siden, hvorefter hun ifølge vidner sparkede forruden ud og flygtede.

- Hun har formentlig påkørt en helle, og det er det, der har fået bilen til at tippe. Vi har fået oplysninger om, at hun så sparker forruden ud, siger vagtchef Brian Holm fra Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry. 

Soloulykken fandt sted på Rugkærgårdsvej kort før klokken 21 søndag aften. 

Selv om den 55-årig kvinde fra Taastrup i første omgang flygtede fra stedet, lykkedes det senere politiet at få hende anholdt.

Hun er nu blevet sigtet for spirituskørsel, oplyser vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi mandag morgen til TV 2 Lorry.

Udover en ødelagt græsplæne i en forhave, kostede uheldet også et elskab og en lygtepæl livet.

Kvinden slap nådigt fra sit søndagsstunt, men blev dog kørt på hospitalet til et tjek søndag aften.