Fremgang til Venstre i Hillerød - Radikale kan få afgørende indflydelse

Hvis der var valg til byråd og kommunalbestyrelser lige nu, så ville Venstre i Hillerød for alvor cementere sin position som kommunens største parti. Det viser en meningsmåling udført af Jysk Analyse for Lorry

Hvis der var valg til byråd og kommunalbestyrelser lige nu, så ville Venstre i Hillerød for alvor cementere sin position som kommunens største parti. Det viser en meningsmåling udført af Jysk Analyse for Lorry.

Allerede ved valget i 2009 var Venstre største parti med 28,1 procent af stemmerne - og det udbygger partiet ifølge målingen nu med en tilslutning, der når op på 34 procent. Til gengæld trækker Konservative den modsatte vej - de står til 5 procent mod 14,1 procent i 2009. Dansk Folkeparti står uændret til 6 procent af stemmerne, mens Liberal Alliance vokser fra 0,4 til 1 procent af stemmerne.

Borgmester Kirsten Jensens parti, Socialdemokraterne, står til en mindre tilbagegang. Partiet opnåede ved valget i 2009 26,3 procent af stemmerne og kan ifølge den nye måling forvente 25 procent. Også SF går tilbage - de opnår 10 procent nu - mod 12,7 procent i 2009. Fælleslisten fik ved valget i 2009 8,7 procent af stemmerne - men falder til 6 procent i målingen. Til gengæld vil 5 procent af vælgerne stemme på Enhedslisten, som slet ikke er stillet op. Enhedslisten anbefaler Fælleslisten - og til sammen står de to lister for 11 procent.

Radikale Venstre står også for en fremgang - de fik 3,7 procent i 2009 og kan ifølge målingen forvente 5 procent.

Ved sidste valg indgik Radikale Venstre i den konstituering, der sikrede Socialdemokraterne borgmesterposten. Og den støtte får Kirsten Jensen formentlig brug for, hvis hun skal fortsætte, for uden Radikale Venstre ser det ud til, at der er næsten dødt løb mellem de to blokke.

-Vi går efter at få mest mulig indflydelse med de mandater, vi får. Vi vil ikke på forhånd afgøre, hvordan vi opnår den indflydelse men tale med alle," siger Christina Thorholm, byrådsmedlem for de radikale i Hillerød til Lorry.

Diverse andre lister står til tre procent af stemmerne.

Kirsten Jensen er i øvrigt vellidt blandt vælgerne. 43 procent mener, at hun klarer sig "godt" eller "meget godt", mens 14 procent har sat kryds ved "dårligt" eller "meget dårligt."


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik