Rådhuset i Frederikssund Foto: TV2/Lorry

Frederikssund: Hver anden indbygger er for tyk

Befolkningen i Frederikssund Kommune er tykkere end i resten af Region Hovedstaden.

Det fremgår sort på hvidt i den netop offentliggjorte nationale sundhedsprofil, som for tredje gang kortlægger danskernes sundhedsprofil.

Samlet set er mere end halvdelen (54 %) af kommunens borgere overvægtige, og næsten hver femte (17%) er svært overvægtig.

Til sammenligning er 47% af borgerne i resten af Region Hovedstaden overvægtige. For tre år siden - i 2010 - var det under halvdelen af Frederikssund-borgerne, som var overvægtige, og formanden for Sundhedsudvalget, Jesper Wittenburg (Socialdem.) erkender, at man står overfor en stor udfordring:

Det er klart et stort problem, at vi ligger som vi gør. Vi bliver nødt til at granske tallene nærmere for at finde ud af, hvad der ligger bag og hvad vi skal stille op. Men vi skal helt sikkert sætte ind med nogle kampagner, siger Jesper Wittenburg til TV2/Lorry.