Frederikssund får htx næste år

Fra august næste år får nordsjællandske unge tre gymnasiale uddannelser at vælge mellem i Frederikssund, idet htx-uddannelsen som noget nyt vil blive tilbudt i et samarbejde mellem Erhvervsskolen Nordsjælland og Frederikssund Gymnasium.

Undervisningsministeriet
har omsider godkendt, at erhvervsskolen i Hillerød efter
sommerferien kan åbne en filial i Frederikssund, hvor unge kan
tage højere teknisk eksamen, såkaldt htx, og dermed har
undervisningsminister Bertel Haarder (V) indfriet sit løfte fra
sidste år. - Htx er blevet en bragende succes med 14 procent
flere elever i år end sidste år, og jeg håber, at endnu flere
vil søge htx, når det bliver tilbudt. Vi har det problem i det
almene gymnasium, at der er alt for få unge, der vælger fysik,
kemi og matematik, og derfor er vi selvfølgelig glade for, at
htx til dels opvejer det problem, siger Bertel Haarder, der var
med til at kreere htx-uddannelsen for 25 år siden, da han var
undervisningsminister første gang.Rektor for Frederikssund
Gymnasium Sussie Staun Pallesen har samarbejdet om projektet med
direktør for Erhvervsskolen Nordsjælland Finn Arvid Olsen, og
hun er meget tilfreds med, at htx nu bliver til noget.- Det er
meget glædeligt for byen og for de unge, at de nu får den
mulighed med tre gymnasiale uddannelser. Vi lægger netop vægt på
at tilbyde studieretninger, der ikke konkurrerer, og det giver
et meget bredere tilbud, siger Sussie Staun Pallesen, som
samtidig fortæller, at det ekstra uddannelsestilbud styrker
drømmen om at skabe en campus for ungdomsuddannelser og 10.
klasse center ved Frederikssund Gymnasium.