01:03

Is fra Roskilde Festival fik begejstrede bjørnekram

Isbjørnene i København Zoo fik i dag et ton is fra cocktailbar på Roskilde Festival.

Det er svært at sætte ord på 'the orange feeling' fra Roskilde Festival, men det virker ret 'orange', at folkene fra cocktailbaren Piano Bar mandag gav et ton overskudsisterninger til isbjørnene i København Zoo.

- Det var en idé, vi fik, fordi vi stod med rigtig, rigtig meget is tilbage, og så havde jeg set et opslag på Facebook, hvor isbjørnene fik is for et par måneder siden, og så var det jo naturligt, at de skulle have is igen, siger Nana Lassenius Kramp fra Piano Bar.

Hun fortæller, at hun havde glædet sig rigtig meget til at give isen til isbjørnene - og som man kan se i video-afspilleren her i artiklen, blev isbjørnene også ret glade for gaven.

- Vi havde lige en masse is i overskud, og vi tænkte, at det var det bedste sted at bruge isen. De skulle lige se det lidt an, men da de lagde sig ned, fik isen en stor krammer, og isbjørnene blev rigtig glade, siger Aksel Krog Samuelsen fra Piano Bar.

Folkene fra Piano Bar har smidt 12-14 ton isterninger i drinks, mens Roskilde Festival stod på.