Sådan kan der kommer til at se ud, når Høje Taastrup har fået sit nye kvarter

Fra boulevard til bystrøg

HøjeTaastrup C hedder den nye bydel, der kommer til at forvandle parkeringspladser, busgader og jordvolde til boliger og parkstrøg i et livlig byrum.

Vinden suser råkoldt mellem bilerne foran City 2 ved Blekinge Boulevard i Høje Taastrup.  Et kedeligt område, hvor man let føler sig alene og skynder sig væk fra, når man skal hente sin bil og hjem efter indkøb.

- Vi vil gerne fjerne de her store, brede boulevarder, De udgør en barriere i byen, som gør at selv om der ikke er langt mellem stationen og City 2, så går folk ikke den her vej. Vi vil gerne lave boulevarderne om til almindelige veje, frigøre arealer og bygge boliger. Lave et park-strøg mellem stationen og City 2, så vi får et aktivt, levende område. Og så får vi en helt naturlig bykerne her i midten af Høje Taastrup, siger Michael Ziegler, konservativ borgmester i Høje Taastrup, til TV 2 Lorry.

Kommunen går selv forrest, det nye rådhus skal også ligge i området, der altså strækker sig fra Høje Taastrup station og til City 2.

Parkstrøg skaber liv

Om få år begynder byggeriet af 1200 blandede boliger. Byhuse, rækkehuse og etageboliger med plads til 3000 mennesker samt 120.000 kvardratmeter erhverv skal ligge på et område, der er lige så stort som 40 fodboldbaner.

Et vigtigt greb i udviklingen af byområdet bliver  parkstrøget, der skal skabe forbindelse mellem Høje Taastrup Station og City 2. Parkstrøget skal give plads til aktiviteter for både beboere, medarbejdere og besøgende med byliv og cafeer.

-  Muligheden for at skabe byfortætning omkring centeret, så der bliver en mere naturlig sammenhæng mellem center og dagligt byliv, vil give et ekstra kundeflow, som vi anser for særligt fordelagtigt for City 2, siger André Scharf hos Danske Shoppingcentre.

Og de mange parkeringspladser, der forsvinder mellem Blekinge Boulevard og Ciyt 2, genetableres på den anden side af centeret, fortæller Michael Ziegler.

Indkøb og erhverv skal også blomstre

Danske Shoppingcentre er en del af det nye selskab, med navnet Høje Taastrup C P/S, der skal bygge den nye bydel. Det består der ud over af kommunen og Ejendomsselskabet Norden.

 

Området som det ser ud i dag

 

- Høje Taastrup C bliver en gevinst for virksomhederne i området og deres medarbejdere, fordi det skal blive en helt anden oplevelse at komme hertil. Kombineret med den stærke infrastruktur bliver det endnu mere attraktivt at lokalisere sig i Høje Taastrup, siger Peter Andreassen, direktør for EjendomsSelskabet Norden, i en pressemeddelelse.

Selskabet lejer allerede ud til store virksomheder i Høje Taastrup, bl.a. DSB og TDC.

Mens vinden suser ned ad Blekinge Boulevard er planerne for at omlægge veje og anlægge nye forsyningsledninger allerede på plads - arbejdet begynder i år.