Kildekarrene er i fare for at forsvinde i havet Foto: TV2/Lorry

Fortidsminde i Nordsjælland skrider i havet

Minderne om den fromme Helene, der drev i land i Tisvilde, og om de mange mennesker, der har søgt helbredelse ved hendes kilde, vil snart kun leve videre i historien.

Det meste af anlægget ved Helenekilde er nemlig i akut fare for at styrte i havet, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Hvis ikke skrænterne genopbygges, vil det meste af fortidsmindet forsvinde inden for to år. Hvis der kommer en ny storm vil der gå kortere tid, vurderes det i Naturstyrelsen og Museum Nordsjælland.

Ødelæggelserne begyndte i 2008, hvor grundvandet beslog hul på skrænten, men først i efteråret 2012 lykkedes det Naturstyrelsen og museumsvæsenet at skaffe penge til en renovering samt sikring af skrænten.

Det hele blev ødelagt af stormen Bodil i december sidste år, og siden er endnu mere af skrænten forsvundet.

- Da Bodil rasede forsvandt mindst én meter af det plateau, hvor kildekarrene står.

Siden er der forsvundet mindst en halv meter mere, og afstanden mellem det ene kar og undermineringen på skrænten er nu kun på én meter, siger arkæolog Liv Appel, Museum Nordsjælland, som jævnligt tager fotos af skrænten for at dokumentere, hvordan fortidsmindet forsvinder bid for bid.

Allerede i 2008 blev Naturstyrelsen blev opmærksom på, at skrænterne var i skred, og at fortidsmindet var i fare, lige som publikums adgangsveje var blevet for ringe. Det førte til, at Naturstyrelsen fik en ekstraordinær bevilling fra Kulturstyrelsen til at den i efteråret 2012 kunne gennemføre en genopretning af skrænten og kildeanlægget.

- Vi havde håbet. at det kunne holde mange år, men sådan gik det ikke. Nu må vi gøre et nyt forsøg på at samle penge til formålet. Udsigten til at vi kan få penge fra Kulturstyrelsen igen er ikke god i betragtning af, at det kun er kort tid siden, at vi sidst fik penge fra den styrelse, siger Søren Agerlund, Naturstyrelsen Nordsjælland, til Frederiksborg Amts Avis.