Forslag om bøde til udeblevne patienter

Hospitalerne i Region Hovedstaden skal indføre en form for bøde til de patienter, der bliver væk fra aftaler på hospitalerne. En kontant sanktion er efterhånden det eneste, der kan få borgerne til at leve op til deres ansvar. Det mener den radikale gruppe i regionsrådet.

»Det
er dybt uhøfligt og tegn på manglende respekt over for læger,
sygeplejersker og hospitalsverdenen ikke at ringe afbud, når man
bliver væk fra en undersøgelse. Jeg tror desværre bare ikke, at
man kan rette op på folks uansvarlighed med pædagogiske
virkemidler alene,« siger Kirsten Lee, der er formand for den
radikale gruppe, formand for Sundhedskoordinationsudvalget og
medlem af underudvalget for hospitalsområdet i Region
Hovedstaden. I sidste uge beskrev Berlingske Tidende, hvordan
25.000 patienter sidste år udeblev fra aftaler på Rigshospitalet
og dermed spildte over 50 millioner kr. for hospitalet og bidrog
til at forøge ventetiden. På enkelte afdelinger på københavnske
sygehuse udebliver flere end hver fjerde patient. I 2007 var der
ikke stor lyst til at bruge muligheden for at give de udeblevne
patienter bøde. Men det er der ændret på. Og de Radikale er ikke
alene om at se en bødeordning som løsningsmodel for det store
antal udeblivelser, der har vist sig på mange af landets
sygehuse. Socialdemokraternes Leila Lindén, der er medlem af
underudvalget for hospitalsområdet i Region Hovedstaden, kan
godt se fornuften i de Radikales forslag. »Vi har alle sammen en
interesse i, at hospitalsvæsenet kører optimalt, og derfor må vi
også alle sammen tage en del af det ansvar, der følger med -
blandt andet at melde afbud, hvis man ikke har tænkt sig at
bruge den tid, man har fået. Og det ser ikke ud til, at man kan
nå patienterne via pædagogiske redskaber. Det er jo det, man har
forsøgt i årevis. Derfor kan jeg sagtens se, at en sanktion i
form af en bøde kan afhjælpe en del af problemet.«
Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg kunne i sidste uge fortælle, at
en bødeordning vil være den eneste effektive metode til at komme
problemet med udeblevne patienter til livs. Efter en uges
betænkningstid mener Kirsten Lee, at en bødeordning er en god
løsning. »Det er jo sådan, at mange af dem, der udebliver, er
folk, der faktisk er blevet raske og ikke ser nogen grund til at
tage på hospitalet. Og undlader at melde afbud. Det er ikke
særlig hensigtsmæssigt, specielt når hospitalerne er så
pressede, som de er. Så er det på sin plads at gøre folk
ansvarlige - om det så kræver en bøde,« siger Kirsten Lee. Leila
Lindén tror, at en bøde for udeblivelse vil få samme effekt som
bøder på biblioteker. »Det er det, der gør, at man husker det,«
siger hun. Regionsrådsmedlem Henrik Thorup (DF) er derimod ikke
overbevist om, at en bødeordning er løsningen på
udeblivelsesproblemet. »En mere human løsning vil være at sende
dem, der ikke møder op, bagest i køen. Så skal de nok lære at
møde op på aftalte tider.«