Forrude på S-tog smadret af ukendt genstand

Skaderne var så omfattende, at toget efterfølgende blevet taget ud af drift.

Toget stoppede på Friheden Station, hvor passagerne blev bedt om at forlade det. Arkivfoto af et S-tog. Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

Et S-tog på vej mod Hillerød blev fredag eftermiddag omkring klokken 17:36 ramt af en en ukendt genstand, der smadrede togets forrude.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.

Skaderne var så omfattende, at toget efterfølgende blev taget ud af drift.

Ifølge Ekstra Bladet skulle der være tale om et stenkast. Men det er endnu for tidligt at konkludere, siger vagtchef Thomas Christensen ved Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.

- Vi har nu fået talt med lokomotivføreren, og han har ikke set nogen kaste noget. Derfor er vi usikre på, om det er en sten, der er blevet kastet. Det kan godt være en gren eller noget helt tredje, der har ramt togets forrude, siger han.

Læs også Stenkast fra motorvejsbro: Bil fik smadret forruden - politi søger vidner

Hører gerne fra vidner

Vagtchefen fortæller, at ingen kom til skade ved hændelsen, som fandt sted på S-tog-strækningen mellem Avedøre og Friheden Station. 

Toget stoppede på Friheden Station, hvor passagerne blev bedt om at forlade det. 

Vagtchefen fortæller endvidere, at man gerne vil høre fra vidner, der kan have observeret noget mistænkeligt ved en jernbanebro i området ved Egevolden i Avedøre.

Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefonnummer 114.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret