Forretningsmand fra Hellerup blev truet

En bulgarsk mand mistænkes for at have truet og afpresset en dansk forretningsmand fra Hellerup. En medgerningsmand er på fri fod.

En forretningsmand fra Hellerup og hans familie er siden januar gentagne gange blevet udsat for trusler og afpresning.

To mænd har truet manden og forsøgt at få ham til at betale over 20.000 euro, hvilket svarer til 150.000 kroner.

En bulgarsk mand på omkring de 30 år er sigtet i sagen, og han er ved et grundlovsforhør for lukkede døre i Retten i Lyngby blevet varetægtsfængslet i 13 dage. Dørlukningen skyldtes, at der er en medgerningsmand på fri fod.

Bulgareren nægter sig skyldig.

Han blev fredag anholdt af Midt- og Vestsjællands Politi et sted ved Roskilde og overført til Nordsjællands Politi.

Ifølge anklager Betina Engmark, Nordsjællands Politi, blev truslerne mod forretningsmanden, der har et "danskklingende navn", og hans familie første gang fremsat den 10. januar i år. De er blevet gentaget flere gange både telefonisk, per sms og ved personligt fremmøde. Sidste gang var den 24. september, hvor forretningsmanden blev opsøgt i sin virksomhed.

/ritzau/