Forældre skal i arbejdstøjet

Legepladserne på skoler og institutioner i Fredensborg Kommune er så nedslidte, at forældrene må trække i arbejdstøjet, varsler formand for Børneudvalget ifølge Frederiksborg Amts Avis.

Hvis forældrene i Fredensborg Kommune vil have istandsat de nedslidte legepladser til deres børn, er de nødt til selv at hjælpe til - ellers bliver opgaven umulig at løse for kommunen. Det vurderer Thomas Lykke Pedersen, (S), formand for Børneudvalget i Fredensborg Kommune.
- Økonomien er presset, og det er et af de områder, hvor vi vil appellere til forældrene om hjælp til eksempelvis at male klatrestativer og hjælpe med at etablere legepladser, siger Thomas Lykke Pedersen, der forestiller sig en model, hvor kommunen stiller en pulje penge til rådighed, som institutioner og skoler kan søge. I ansøgningen skal forældrenes rolle i projektet fremgå.
- Der er en lang tradition for, at forældre hjælper institutioner med vedligeholdelse, og vi vil gerne motivere til at fastholde den tradition. Dermed siger jeg ikke, at forældrene nu må se at få hænderne op af lommen, fordi mange gør allerede en stor indsats. Vi vil blot motivere forældrene ekstra meget, understreger Thomas Lykke Pedersen.