Folkeskolen nede på fire dages uge

Eleverne i den danske folkeskole kræver respekt for deres tid af lærere og skoleledere. I de københavnske skoler har hver klasse knap fem timer om ugen, der enten er aflyste eller erstattet med vikarer, skriver Berlingske Tidende søndag.

De københavnske folkeskoleelever har i realiteten kun effektiv undervisning fire dage om ugen. Skolen er nemlig ramt af vikartimer og aflyste timer i et sådant omfang, at hver klasse i alle københavnske skoler hver uge har 4,6 timer uden den faste lærer, viser en gennemgang af de særlige kvalitetsrapporter fra de københavnske skoler. Det giver én dag om ugen uden den faste lærer. Nogle skoler er helt oppe på otte timer om ugen.
På den baggrund kalder eleverne nu højest usædvanligt lærerne og skolelederne til orden.
- Vi kræver respekt for elevernes tid. Vikartimer er babysitting og ikke undervisning. Det er ikke reel undervisning, når der kommer en gymnasieelev ind, som måske er fire-fem år ældre end os og ikke kan faget. Derfor er vi reelt nede på en fire dages uge, siger de danske skoleelevers formand, Troels Boldt Rømer, der går i 9. klasse i Karslunde.