Foto: Gladsaxe Kommune

Folk knækker grene af til "sultne" får i tørken - men det er misforstået

Der er mindre græs til fårene i Gladsaxe end tidligere på grund af tørken. Men der er ingen grund til bekymring, lyder det fra kommunen.

Varmen og den manglende regn har sat sine spor i den danske natur.

Det mærkes også i Radiomarken i Gladsaxe, hvor der i april blev sat i alt 40 får og 33 lam ud i to folde.

De tilbageværende fejler intet, og de sulter ikke, og de mangler ikke føde. 

Niels Leegaard, landskabsarkitekt i Gladsaxe Kommune

Det er tredje sæson, at fårene skal græsse det fredede område ned, men i år er noget særligt, for tørken har sat sit præg på dyrernes føde.

Der er nemlig mindre græs til fårene end normalt.

Flere bekymrede borgere har derfor set det som deres pligt at fodre fårene, som de tror sulter i tørken.

- Vores dyreholder fortæller, at mennesker er begyndt at knække grene af for at give fårene føde, siger Niels Leegaard, der er landskabsarkitekt i Gladsaxe Kommune.

Læs også Fårekrig gået for vidt: Får fik løkke om halsen

Et misforstået hensyn

Men der er ingen grund til bekymring, melder Gladsaxe Kommune nu ud.

Man har nemlig været på forkant med tørken og taget to tredjedele af fårene og lammene væk fra Radiomarken, da der ikke er føde nok til dem alle. De er i stedet blevet placeret på gårde.

- De tilbageværende fejler intet, og de sulter ikke, og de mangler ikke føde. Lige nu spiser de blandt andet brændenælder, siger Niels Leegaard.

- Vores dyreholder har fortalt mig, at får, der lever i ørkenen, kan grave sig ned og finde mad under sandet. Så de skal nok overleve. Men de skal jo ikke blive magre, det er ikke meningen, siger han. 

Læs også Price-brødre tog til Nørrebro og lavede halal-lam - og rammes nu af kritik

Ingen fare

Gladsaxe Kommune har delt nyheden om de færre får både på deres hjemmeside og på sociale medier.

- Vi melder ud for at sige, at vi har styr på det, og der ikke er fare for dyrenes helbred, siger han.

Han tror, at bekymringen kan skyldes, at beboerne i Gladsaxe ikke er vant til dyr i det fri i kommunen.

- Det er første gang, at vi har dyr i Gladsaxe Kommune. Måske er det derfor, at folk er bekymrede, siger han.

Læs også 250 lam på en måned: Overvældende interesse for masse-fødsel

Bruger får som heste

Men det er ikke alle, der forsøger at gøre fårenes liv bedre.

På det seneste har dyreholderen meddelt kommunen, at han flere gange har været vidne til, at børn har reddet på fårene og løbet efter dem.

En af episoderne skete ved fritidsklubben, Klub 144.

Derfor har man fra kommunens side tænkt sig at sende informationsmateriale ud til skoler og fritidshjem i nærheden, så det ikke sker igen.