Foto: TV2/Lorry

Fodboldfans frygter ballade i S-tog

Sammenslutningen Danske Fodbold Fanklubber frygter for sikkerheden, når FCK og Brøndby mødes søndag i Parken.

Risikoen for ballade er ganske stor, når fans fra FC København og Brøndby skal hjem fra Parken i København søndag aften.

Det forudser sammenslutningen af fanklubber Danske Fodbold Fanklubber, som på sin hjemmeside skriver, at "politiet slækker på sikkerheden efter New Firm."

Ifølge DFF vil de to holds fans efter kampen blive dirigeret i hver sin retning: FCK-fansene bliver guidet mod Østerport Station, mens fans af Brøndby IF skal hjem via Svanemøllen Station. Herfra skal Brøndbys fans videre tilbage mod København og passerer Østerport Station.

- Vi har rykket os langt i forhold til en problemfri afvikling af disse kampe. Derfor synes vi, at det er brandærgerligt, at man overser denne store risiko for sammenstød. Vi håber, at politiet har overblik over situationen og gør alt for at undgå sammenstød, siger Rasmus Trenskow, der er formand for Danske Fodbold Fanklubber, på hjemmesiden.

DFF foreslår, at politiet og DSB i samarbejde indsætter et særtog, som ikke stopper på Østerport Station.

- Vi har tidligere oplevet ballade på Østerport Station. Det er dette, vi frygter gentaget, hvis ikke der bliver indsat særtog, siger Rasmus Trenskow.

FC København-Brøndby bliver spillet på søndag klokken 19.00.