MODELFOTO: Walther P22 pistol Foto: Presse / Walther Arms

Flere skydevåben fundet i Køge: 44-årig mand fængslet

Dommeren ved Retten i Roskilde har varetægtsfængslet 44-årig mand fra Køge, efter at politiet har fundet en del skydevåben på mandens adresse.

En 44-årig mand fra Køge blev mandag varetægtsfængslet i tre uger sigtet for besiddelse af flere våben.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Manden blev anholdt søndag aften på en adresse i Lille Skensved ved Køge, hvor også en 44-årig kvinde, der befandt sig sammen med ham, blev anholdt.

På adressen fandt politiet ifølge presseansvarlig Carsten Andersen "en del skydevåben", og det førte til anholdelse af de to personer, skriver Ritzau.

Ifølge sn.dk var der tale om en skarpladt kaliber 22 Walther-pistol og en skarpladt revolver kaliber 38.

Det var angiveligt en episode aftenen før, der ledte politiet på sporet af den 44-årige mand. Her fik politiet nys om, at en person angiveligt havde affyret et par skud ud over vandet ved Køge Marina.

Det var beskrivelsen af skud-manden, der førte politiet frem til adressen i Lille Skensved, hvor de fandt flere skydevåben.

De to anholdte blev mandag over middag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, og her valgte dommeren at fængsle den 44-årige mand, mens den 44-årige kvinde blev løsladt.

Vagtchef Lars Galasz, Midt- og Vestsjællands Politi, siger til sn.dk, at den 44-årige mand er en "god gammel kending af politiet".

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan manden stiller sig til sigtelsen og varetægtsfængslingen, skriver Ritzau.